Tema Krigen i Syrien

Røde Kors: Aleppos beboere er bange, sultne, forvirrede og hjemløse

Den nye situation i Aleppo kan gøre, at der kan leveres hårdt tiltrængt hjælp til det østlige Aleppo.

Indbyggere på vej ud af det østlige Aleppo. (Foto: George Ourfalian © Scanpix)

Flere end 10.000 civile er flygtet fra det østlige Aleppo på 24 timer. Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der er baseret i Storbritannien.

Og de har hårdt brug for hjælp, siger Røde Kors' Generalsekretær, Anders Ladekarl.

- Dem, vi møder er bange, de er sultne, de er forvirrede, har ikke noget sted at bo, har mistet familiemedlemmer, og er i det hele taget i en meget dårlig forfatning.

Røde Kors er til stede i det vestlige Aleppo, men har kun i få tilfælde haft mulighed for at levere nødhjælp til den østlige, krigshærgede bydel. I øst har byen været kontrolleret af oprørere, som Assad-regimet med hjælp fra russiske bombardementer har forsøgt at vinde byen tilbage fra.

- Vi håber, at vi nu kan få større adgang end tidligere. Der er gået et halvt år, siden vi sidst var inde i det østlige Aleppo, og det gør der forhåbentligt ikke igen.

Det er uvist, hvad der nu sker med Aleppos indbyggere. Tyrkiet har lukket grænsen nord for byen, forklarer Anders Ladekarl.

- Aleppo er en af de værste humanitære katastrofer, vi har set i rigtig mange år. Det er mennesker, der i månedsvis er blevet bombarderet hver eneste dag, som ikke har fået forsyninger eller haft adgang til sundhedspleje.

Mindst 415 civile er blevet dræbte i det østlige Aleppo den seneste måned. Dertil kommer 130 i den vestlige del af byen.