Røde Kors forventer op mod 1,5 million flygtende ukrainere som følge af strømafbrydelser

Særligt ukrainerne østpå er hårdt ramt af afbrydelserne.

Ukrainere oplader deres telefoner i den nyligt befriede by Kherson. Byens strømforsyning er så ramt, at man lige nu kæmper med at transportere generatorer til byen, siger Røde Kors. (Foto: © VALENTYN OGIRENKO, Ritzau Scanpix)

Rusland har i månedsvis fulgt en strategi, hvor skytset rettes mod både slagmarken og civil infrastruktur som veje, vandforsyninger og ikke mindst ukrainsk energiforsyning.

Det betyder, at millioner af ukrainere står uden strøm. Nogle rammes af kontrollerede afbrydelser, der varer et par timer, men i særligt det østlige Ukraine kan områder risikere at stå uden strøm meget længere, fordi man ikke kan få repareret den ødelagte infrastruktur.

Tidligere på måneden lød det fra den ukrainske regering, at op mod 40 procent af Ukraines energiforsyning var blevet ødelagt af russiske bombardementer, og de massive problemer med strømforsyningen får nu Røde Kors til at forvente yderligere internt fordrevne i Ukraine.

- Vi forventer, at mellem en million og halvanden vil flygte internt hen over vinteren, siger Jakob Harbo, som er Røde Kors' landechef i Ukraine.

Vil flygte vestpå mod stabil strøm

For med vinteren kommer kulden. I dag ramte temperaturen minus en i Kyiv, mens den i det østlige Donetsk ligger lige over frysepunktet - i nat var det endnu koldere.

- I nat var det minus fire grader nogle steder i Ukraine, og det bliver koldere i løbet af vinteren. Hvis du ikke har varme på i et par dage eller længere, må du tage et sted hen, hvor du kan få elektricitet og varme.

- Så tager man vestpå og finder nogle byer, der har mere stabil strøm. Det kan være hos familie eller venner, men også ukrainerne, der ikke kender hinanden, er gode til at hjælpe. Vi har også varmestuer, vi stiller til rådighed, fortæller Røde Kors' Jakob Harbo.

Ender antallet af internt fordrevne der, hvor Røde Kors forventer det, så kommer det til at presse den humanitære indsats.

- Vi er i en situation i Ukraine allerede nu, hvor der er så stort et behov alle steder på den humanitære front. Halvanden million flere internt fordrevne har vi ikke kalkuleret med, og vores mulighed for at hjælpe er simpelthen begrænset.

- Det bliver en humanitær katastrofe, der bare bliver lagt oven i de humanitære problemer, der allerede er nu, forklarer Jakob Harbo.

Brandmænd kæmper med at slukke en brand i et kraftværk i Kyiv i oktober. (Foto: © STATE EMERGENCY SERVICE OF UKRAI, Ritzau Scanpix)

Kan udvikle sig til at ramme mad og medicin

Lige nu er problemerne størst omkring den opvarmning, der skal hjælpe ukrainerne med at modstå kulden, men udvikler situationen sig yderligere, så begynder flere ting at bidrage til den humanitære katastrofe.

- Hvis flere områder i en længere periode ikke kan få strøm, så er det alle typer af forsyninger, der har brug for køling, som bliver svære at opretholde.

- Så bliver det svært at sørge for, at mad ikke fordærver, men også for medicin, der skal holdes på køl. Så det er utroligt vigtigt, at der kommer benzin og generatorer ud til de områder, siger Jakob Harbo.

Hos Røde Kors, ser man ikke lige nu, at Ukraines i forvejen pressede hospitalsvæsen vil blive hårdt påvirket af den manglende strøm, da de har nødgeneratorer. Ændrer det billede sig, er man ikke i tvivl om, at det vil få katastrofale følger.

- Hospitaler, klinikker og andre steder har man forsøgt at sørge for, at der er generatorer, men hvis strømmanglen rammer hospitalerne, er det jo katastrofalt.

Har fjernet afgifter på batterier og transformere

Ifølge den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, står ti millioner ukrainere lige nu uden strøm.

I sidste uge besluttede han sammen med den ukrainske regering at fjerne afgifter på import af ting, der kan hjælpe ukrainerne gennem vinteren.

- Det skal sikre, at det bliver enklere og billigere at forsyne Ukraine med generatorer, batterier, transformere og andet udstyr til energi og varme, sagde præsident Zelenskyj ved den lejlighed.

Problemet er, at den slags lige nu er svært at skaffe. Mange butikker melder alt udsolgt, fordi ukrainere forbereder sig på el-mangel.