Tema Krigen i Syrien

Røde Kors: Ingen ved hvor mange civile der er tilbage i Østaleppo

Sne, frost og en skrøbelig evakueringsaftale skaber udfordringer for de mange civile, der fortsat forsøger at komme ud af det krigsramte østlige Aleppo.

Syriske flygtninge ankommer til oprørskontrollerede Idlib i det nordlige Syrien efter at være blevet evakueret fra Aleppo. Det vurderes at mindst 25.000 har forladt den østlige del af Aleppo i løbet af den seneste uge. (Foto: MOHAMED AL-BAKOUR © Scanpix)

I Aleppo er der uenighed om, hvorvidt regeringstro styrker nu har fuld kontrol over Syriens største by, Aleppo.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder sidder præsident Bashar al-Assads regime på hele byen. FN's talsmænd i Syrien siger, at de ikke kan bekræfte den melding, og det amerikanske udenrigsministerium kan heller ikke bekræfte, at alle væbnede oprørere har forladt byen endnu.

Imens fortsætter evakueringen af civile og oprørere fra de østlige bydele. Og det er stadig umuligt at sige, hvor mange der fortsat venter på at blive kørt ud af byen, fortæller generalsekretær i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl.

- Det foregår på den måde, at vi kører busser ind til et opsamlingssted, og så dukker folk op, der gerne vil evakueres. Vi havde en rigtigt vanskelig dag i går, fordi vi i 24 timer ikke fik lov til at køre folk ud fra Østaleppo, og lige pludselig sidst på eftermiddagen fik vi lov igen.

- Den sidste konvoj kørte vi ved midnatstid i snestorm, og vi håber på at kunne genoptage kørslen i dag, fordi der stadig er civile, der ønsker at forlade Østaleppo. Hvor mange, tror jeg ikke, der er nogen som helst, der ved. Mange befinder sig i kældre og andre steder og dukker så op, når busserne kommer, siger han.

Skrøbelig aftale

I Røde Kors ved man ikke, hvad der forårsagede den 24 timers pause i evakueringerne fra Aleppo, men der er rigeligt med variabler i den komplicerede evakueringsaftale mellem regimet og oprørerne, der kan have udløst forsinkelserne, fortæller Anders Ladekarl.

Det er en meget kompliceret evakueringsaftale, og går der bare en lille smule galt, så stopper busserne.

Anders ladekarl

- Der har været mange forhindringer den seneste uges tid, og kørslerne har været stoppet, når der har været angreb på busserne, eller når der har været problemer med de andre evakueringer, der finder sted i andre byer i Syrien.

- Det er en meget kompliceret evakueringsaftale, og går der bare en lille smule galt, så stopper busserne. Vi sad 24 timer i busserne sammen med hundredvis af flygtninge i går, og det lykkedes så heldigvis sidst på dagen at komme ud, men det er hele tiden et puslespil at få alt det her til at hænge sammen.

Allerede belastet

Samtidig med at man formentlig er nået til sidste kapitel i kampen om Aleppo, er vinteren også kommet til landet. Det betyder, at de mange flygtninge, som i månedsvis har levet under forfærdelige vilkår, nu også må finde en måde at klare sig på i sne og minus fem graders kulde.

Mange af dem bliver fordelt i teltlejre omkring 30 kilometer væk i det vestlige Aleppo nær Idlib. De sårede bliver transporteret til overfyldte hospitaler, mens andre bliver sendt videre til Tyrkiet.

Samtidig er Røde Kors i gang med at bygge nye teltlejre til de flygtninge, der ikke har familie eller andre, der kan tage sig af dem.

- Så de bliver fordelt, men er med til at øge belastningen i et område, der i forvejen har hundredtusindvis af flygtninge, siger Anders Ladekarl.