Roms borgmester og den katolske kirke skændes om mønter fra springvand

Hvert år kaster turister 11 millioner kroner i Trevi-fontænen i den slidte hovedstad.

Roms berømte Trevi-fontæne bliver besøgt af millioner af turister hvert år. (Foto: MAX ROSSI © Scanpix)

Fyldte skraldespande og hullede veje er blevet så stort et problem i Rom, at byens borgmester nu går til yderligheder for at skaffe penge til at lappe den slidte hovedstad.

Hvert år kaster turister småpenge til en samlet værdi af cirka 11 millioner kroner i det berømte springvand Trevi-fontænen.

Pengene plejer at blive fisket op og doneret til den katolske velgørenhedsorganisation Caritas, men nu har borgmester Virginia Raggi besluttet, at pengene i stedet skal gå til infrastruktur, skriver BBC.

Caritas beklager beslutningen, mens den katolske avis Avvenire uden omsvøb beskylder borgmesteren for at tage penge fra de fattigste.

Nyhedsbureauet Ansa skriver, at mange italienere bakker op om den katolske kirkes synspunkt på sociale medier.

Borgmester Virginia Raggi fra protestpartiet Femstjernebevægelsen fik magten i Rom i 2016.

Siden er hendes popularitet dalet markant i takt med byens stadigt mere elendige forfatning.

I oktober deltog tusinder af romere i en demonstration mod byens forfald og borgmesterens manglende evne til at tackle problemerne.

Facebook
Twitter