Ronaldo anklaget for voldtægt: 6 vigtige spørgsmål og svar om sagen

Ronaldo afviser alle anklager om at have voldtaget en ung kvinde i Las Vegas.

Episoden skulle være sket i juni 2009 samtidig med, at Ronaldo skiftede fra Manchester United til Real Madrid og blev den dyreste fodboldspiller nogensinde. I dag spiller han i italienske Juventus. (Foto: Vasily Maximov © Scanpix)

En af verdens bedste og mest berømte fodboldspillere, Cristiano Ronaldo, er anklaget for at have voldtaget en dengang 25-årig amerikansk kvinde under en ferie i Las Vegas i 2009 og dernæst betalt hende for hendes tavshed.

Nu står hun frem og har sagsøgt Ronaldo. Fodboldspilleren afviser alle anklager og har ikke kommenteret sagen yderligere.

Sagen rullede, da det tyske medie Der Spiegel i slutningen af september bragte en artikel med navnet ’The Woman Who Accuses Ronaldo of Rape’ (Kvinden der anklager Ronaldo for voldtægt, red.).

I de kommende uger og måneder vil retten i Nevada afgøre søgsmålet og beslutte, hvad der skal ske derfra.

Alt imens efterforsker politiet sagen og undersøger, om en voldtægt overhovedet fandt sted.

1. Hvad påstår kvinden?

Cristiano Ronaldo og hans advokater har endnu ikke offentligt fortalt den 33-årig portugisers side af sagen, og om hvordan aftenen forløb. Derfor er følgende udelukkende Kathryn Mayorgas udlægning af aftenens forløb.

Hun og veninden Jordan er på klubben Rain 12 den 12. juni 2009. Her kommer Ronaldo over og inviterer dem ind i VIP-området. Paparazzifotos fra aftenen viser de to tale sammen. På klubben sker der ifølge Kathryn Mayorga intet, men Ronaldo inviterer dem efterfølgende med op til fest i hans suite på nabohotellet.

Her hopper resten af selskabet hurtigt i jacuzzien med udsigt ud over Vegas, mens Kathryn Mayorga ikke har noget badetøj. Ronaldo tilbyder hende dog at låne noget tøj, og hun går på badeværelset for at klæde om.

Det var her på Palms Hotel og Casino i Las Vegas, at Ronaldo og kvinden mødtes på en natklub tilbage i 2009. (Foto: mark Ralston © Scanpix)

Mens hun klæder om, dukker Ronaldo ifølge hende pludselig op på badeværelset med sin penis hængende ud af sine shorts. Han beder hende om at røre den. Hun griner lidt og afviser ham, men da han derefter blot beder om et kys, giver hun ham et i håb om, at det stopper ham fra at prøve mere.

Det gør det dog ikke, siger Kathryn Mayorga. Herefter trækker Ronaldo hende angiveligt ind i sit soveværelse, der ligger klos op ad badeværelset, og flår hendes tøj af.

Kathryn Mayorga siger, at Ronaldo herefter voldtager hende.

Hun forstår ikke, hvad der er sket til at starte med. Et par timer senere bryder hun dog sammen og kontakter politiet, men undlader at sige hans navn, da hun er bange for, at alle hans mange fans vil ødelægge hendes liv.

Kathryn Mayorga ansætter en lokal advokat (med speciale i trafikovertrædelser), der sammen med Ronaldos advokater laver en aftale, hvor hun modtager knap 2,5 millioner, mod at hun til gengæld ikke må udtale sig om sagen nogensinde.

Dokumentet, som Der Spiegel skulle være i besiddelse af, viser angiveligt underskrifter fra både Mayorga, hendes advokat og en række andre advokater. Den portugisiske advokat Osório de Castro underskriver på vegne af Ronaldo.

2. Hvad siger Ronaldo?

Ikke meget endnu. I en Instagram-video, der senere er forsvundet, kaldte verdensstjernen historien for ’fake news’.

- Du vil blive kendt ved at bruge mit navn. Det er normalt. De vil gerne være berømte ved at bruge mit navn. Det er en del af jobbet. Jeg er glad, og alt er godt, sagde Ronaldo i videoen.

For et døgn siden tweetede Ronaldo så:

- Jeg afviser beskyldningerne mod mig. Voldtægt er en frygtelig forbrydelse, der går mod alt, hvad jeg er og tror på. Selvom jeg gerne vil rense mit navn, nægter jeg at fodre mediespektaklet, der er skabt af folk, der vil promovere dem selv ved at bruge mig.

En af Ronaldos advokater, tyske Christian Schertz, offentliggjorde en udtalelse efter Der Spiegels historie. Her stod blandt andet, at ’Der Spiegel-historien er fuldkommen ulovlig. Den bryder vores klient Cristiano Ronaldos privatliv på en exceptionel grov måde.’

Ronaldos tweet, hvor han afviser beskyldningerne. (© ap)

3. Hvem er kvinden?

Kathryn Mayorga er i dag 34 år. Hun er født og opvokset i Las Vegas som datter af en brandmand og en hjemmegående mor. Hun er netop stoppet som skolelærer for samle kræfter til sagen, men i 2009 forsøgte hun at blive model og var derfor ofte på byens natklubber.

Jeg afviser beskyldningerne mod mig. Voldtægt er en frygtelig forbrydelse, der går mod alt, hvad jeg er og tror på, siger Ronaldo. (Foto: MARCO BERTORELLO © Scanpix)

DR Nyheder har haft kontakt med journalisten Antje Windmann, der har været med til at skrive historien på Der Spiegel. Hun har efterfølgende været i Las Vegas for at møde Kathryn Mayorga og hendes familie i forbindelse med historien. Journalisten beskriver hende sådan:

- Hun er en attraktiv kvinde, og jeg oplevede hende som værende et empatisk menneske. Det er nemt at have en samtale med hende – indtil emnet falder på aftenen for ni år siden. Så bliver hun ekstremt nervøs, stresset og begynder at snakke meget hurtigt, fortæller Antje Windmann.

4. Hvad siger politiet?

Da sagen nu er blevet genåbnet af politiet i Las Vegas, vil de ikke offentliggøre den politirapport, som Mayorga fik skrevet på dagen i juni 2009.

De bekræfter dog, at de har en sådan fra hende, og at hun fik foretaget en undersøgelse af den formodede voldtægt på et hospital.

De bekræfter også, at hun ikke ville fortælle politiet, hvem der voldtog hende, og hvor det angiveligt skete – udover, at han var en europæisk fodboldspiller.

5. Hvad siger kvindens advokater?

Advokater fra Las Vegas-firmaet Stovall & Associates holdt i går pressemøde om sagen. Her fortalte de, at hun virkede følelsesmæssigt skrøbelig og skræmt, da hun kontaktede dem.

- Hun forklarede, at siden det seksuelle overgreb i 2009 har hun haft depression, forstyrrende tanker, overvejet selvmord, haft et alkoholmisbrug og har haft svært ved at bevare personlige relationer og jobs, sagde de. Hun deltog ikke selv i pressemødet, da hun ifølge advokaterne er ’meget skrøbelig lige nu’.

Medier var massivt til stede, da Mayorgas advokater holdt pressemøde om sagen i går. (Foto: mark Ralston © Scanpix)

Advokaterne vil bryde tavshedsaftalen, der blev indgået i 2009, da de ikke mener, at hun var i stand til at indgå en sådan aftale på det tidspunkt på grund af hendes mentale tilstand kort efter episoden.

6. Hvilken dokumentation har Der Spiegel?

Der Spiegel forklarer i deres omfattende artikel, at de har hundredvis af dokumenter fra forskellige kilder. Det kan være mails, politirapporter og sundhedspapirer.

De nævner selv en række eksempler som dokumentation for historien:

Avisen har angiveligt en politirapport fra 2009, der viser, at Kathryn Mayorga ikke ville ud med navnet på gerningsmanden, men at det var en ’kendt sportsmand’. De beskriver yderligere, hvordan de har flere dokumenter, der er underskrevet af Ronaldo selv.

De har angiveligt en liste med flere hundrede spørgsmål, som Ronaldo besvarede i forbindelse med sagen i 2009. Der er forskellige versioner af listen, skriver de, hvor spørgsmålene er ens i de forskellige versioner, mens svarene ikke er.

I en version fra december 2009 beskriver Ronaldo, hvordan han og Kathryn Mayorga havde gensidig sex, og at der ikke var nogen tegn på, at hun ikke var okay med det.

Der er dog ifølge Der Spiegel også en tidligere udgave, hvor han vedkender sig, at hun sagde ’nej’ og ’stop’ undervejs.

Det tyske medie fortæller, at Ronaldos advokater har kaldt historien ’det pure opspind’, men understreger, at de endnu ikke har sået tvivl eller angrebet nogle af de dokumenter, mediet bruger som dokumentation.

- Vi har ingen grund til at tro, at de ikke er autentiske. Vi tjekker det fuldkommen minutiøst, før vi publicerer sådan noget, skriver avisen.

DR har kontaktet Cristiano Ronaldos portugisiske management, Gestifute, der i en kort kommentar henviser til den udtalelse, de publicerede sidste fredag, og at det er alt, man vil sige for nu.