Rumænsk premierminister er mistænkt for korruption

Anklagemyndigheden har indledt efterforskning af Rumæniens premierminister efter mistanke om korruption.

Rumæniens premierminister Victor Ponta er nu formelt mistænkt for korruption, og præsidenten har opfordret ham til at træde tilbage. (Foto: Ctav Ganea © Scanpix)

Rumæniens premierminister, socialdemokraten Victor Ponta, er formelt udpeget som mistænkt i en korruptionssag, oplyser statsanklagemyndigheden i Bukarest.

Pontas politiske position er blevet stadigt mere undergravet på grund af vedholdende beskyldninger mod ham i det seneste år.

Udviklingen har ifølge Reuters fået præsident Klaus Iohannis til at opfordre Ponta til at træde tilbage.

Tabte uventet præsidentvalget

Korruptionsanklagerne var en stærkt medvirkende årsag til, at han uventet tabte præsidentvalget til rivalen Klaus Iohannis, der tilhører det tysktalende mindretal.

Iohannis har lovet at rydde op i Bukarest efter en lang række korruptionssager.

Anklagemyndigheden har indledt en efterforskning af Pontas personlige forhold, da han er mistænkt for hvidvaskning af penge, svindel og skatteunddragelse.

Ponta har intet at sige

- Jeg er blevet tilkaldt til antikorruptions-organet DNA som en normal person. Jeg har ikke nogen erklæring at fremsætte, siger premierministeren.

Ponta svarede i dag henholdende på spørgsmål om, hvorvidt han vil trække sig tilbage.

Pontas finansminister gik af i marts efter korruptionsbeskyldninger var blevet rettet mod ham.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter