Island siger rungende nej til den omstridte Icesave-lov, der handler om tilbagebetaling af omkring 30 milliarder danske kroner til Storbritannien og Holland.
Det viser resultatet af den foreløbige optælling.
Med omkring halvdelen af stemmerne optalt har 93,1 procent sagt nej og 1,6 procent ja. 5,2 procent var blanke, mens 0,1 procent af de afgivne stemmer var ugyldige.
- Resultatet af afstemningen får ingen praktisk betydning for regeringen, der fortsætter arbejdet med at finde en løsning på Icesave-problemet og genopretningen af Islands økonomi, siger statsminister Jóhanna Sigurdardóttir.
Hun mente, at resultatet var helt som forventet og betegnede folkeafstemningen som meningsløs. Islændingene var blevet sat til at stemme om en aftale, der er overhalet af udviklingen.
- Folkeafstemningen løser ikke Icesave-problemerne. Forhandlingerne mellem Island, Storbritannien og Holland fortsætter efter weekenden, siger finansminister Steingrimur J. Sigfusson, der ligesom statsministeren afstod fra at stemme.