Rushdie: Der var specifik trussel mod mig i København

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen får i en ny selvbiografi af Salman Rushdie delvist genoprejsning for sin håndtering af den indisk-fødte forfatters besøg i Danmark.

Rushdie fortæller nu, at den britiske efterretningstjeneste i første omgang nægtede at kende til en specifik trussel mod hans liv under hans besøg i Danmark.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen får i en ny selvbiografi af Salman Rushdie delvist genoprejsning for sin håndtering af den indisk-fødte forfatters besøg i Danmark i 1996.

Rushdie-besøget udviklede sig til en regulær møgsag for Nyrup, som først aflyste besøget, men siden måtte undskylde og geninvitere den fatwa-forfulgte forfatter.

Kaldte regering for kujonagtig

I sin nye selvbiografi, som udkommer tirsdag, fortæller Rushdie, at den britiske efterretningstjeneste i første omgang nægtede at kende til en specifik trussel mod hans liv, som Nyrup ellers fremhævede som begrundelse for sin oprindelige afvisning af besøget.

Rushdie troede derfor, at Nyrup blot havde opfundet et falsk påskud for at slippe af med ham og derved undgå problemer for den danske feta-eksport til Mellemøsten. Rushdie udsendte derfor en erklæring, hvor han kaldte den danske regerings opførsel for kujonagtig.

En offentlig ydmygelse

Da Nyrup havde givet efter for presset, lod Rushdie sig tilmed under besøget i København fotografere på værtshus med nissehue og juleøl, hvilket blev anset som en offentlig ydmygelse af den danske statsminister.

Men Rushdie fortæller i sin selvbiografi, at Special Branch efterfølgende bekræftede over for ham, at der faktisk var en specifik trussel mod hans liv under besøget i København, men at man af hensyn til kildebeskyttelse af sine agenter ikke havde fortalt ham det.

- Vi kunne ikke have, at De fortalte medierne, hvad De vidste, argumenterede efterretningstjenesten ifølge Rushdie efterfølgende.

Ordveksling beskrevet

Rushdie skriver intet om, hvorvidt oplysningerne om den specifikke trussel ville have ændret hans opførsel. Men han beskriver i sin bog en ordveksling mellem ham og den daværende danske statsminister:

- Jeg bestemte mig bare for at slås, sagde Rushdie til Nyrup Rasmussen.

- Ja, sagde Nyrup Rasmussen.

- Og det gjorde De udmærket, fortsatte han.

Se interview med Salman Rushdie i Deadline 22.20 på DR2 tirsdag.

FacebookTwitter