Rusland beskyldes for at angribe havn dagen efter kornaftale: 'Det er selvfølgelig med vilje'

Aftale om korneksport vil løbe ind i flere udfordringer, forventer militæranalytiker fra Forsvarsakademiet.

Kornlagret på havnen i Odesa er uskadt, efter et missilangreb i dag ramte havnen, dagen efter at krigens parter indgik en aftale om at sikre korneksport ud af Ukraines havne. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)

Fordømmelserne hagler ned over Rusland, efter at landets militær angiveligt har gennemført et missilangreb mod havnen i Odesa.

Angrebet kommer nemlig, dagen efter krigens parter indgik en aftale, der skal sikre korneksport fra netop Ukraines havne ved Sortehavet.

- Det beviser bare en ting: Ligegyldigt hvad Rusland siger og lover, så finder man en måde ikke at gennemføre det, siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i en video på Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Rusland afviser dog at stå bag angrebet. Det oplyser forsvarsministeren i Tyrkiet, som er det land, der har spillet hovedrollen for at mægle aftalen på plads.

- Russerne har fortalt os, at de absolut intet havde at gøre med dette angreb, og at de undersøger emnet meget grundigt, siger den tyrkiske forsvarsminister, Hulusai Akar, i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I går underskrev den russiske forsvarsminister, Sergej Shoigu (t.v.), og FN's generalsekretær, Antonio Guterres (t.h.), en aftale, der skal sikre sikker korneksport fra Ukraines havne. I dag fordømmer Guterres et angreb på havnen i Odesa. (Foto: RUSSIAN DEFENCE MINISTRY HANDOUT © Ritzau Scanpix)

Analytiker: Et klart budskab

Anders Puck Nielsen, militæranalytiker ved Center for Maritime Operationer på Forsvarsakademiet, mener dog ikke, at missilangrebet er sket ved en fejl.

- Det er selvfølgelig med vilje, siger han.

- Det er meget demonstrativt, at det sker, dagen efter at man har underskrevet sådan en aftale.

- Det er et meget klart budskab; at selvom der er indgået en aftale, så kommer det ikke til at blive nemt at få korn ud, siger Anders Puck Nielsen.

Kornlager ikke ramt

Ifølge Ukraines militær blev havnen ramt af to missiler, men to andre missiler blev skudt ned.

En pumpestation blev ramt, men der skete ikke alvorlige skader, oplyser man.

Kornlageret på havnen, der i øjeblikket er fyldt med blandt andet hvede, blev ikke ramt, og ifølge de ukrainske myndigheder arbejder man fortsat på at få gang i udskibningen af korn, som verdensmarkedet har hårdt brug for.

FN's generalsekretær, Antonio Guterres, der i går glædede sig over aftalen om en sikker kornkorridor, fordømmer i dag angrebet.

- Der er desperat brug for disse produkter for at afhjælpe den globale fødevarekrise og lindre lidelsen blandt millioner af mennesker på tværs af verden, lyder det i en udtalelse fra Guterres.

Story: Se mere om kornkrisen i Ukraine

Svært at rydde miner

Ifølge Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet er der lang vej, før aftalen om en sikker korridor bliver til virkelighed. Det skyldes flere faktorer.

- Det ville ikke overraske mig, hvis aftalen kommer til at støde på alle mulige praktiske udfordringer. Problemer, som gør det usikkert, om der overhovedet når at sejle et skib, inden for de her 120 dage, som aftalen løber, siger han.

Dels skal havnen være nogenlunde sikker at sejle fra. Det er svært, hvis den er under jævnlige missilangreb.

- Og så skal der ryddes miner i området. Hvis der foregår aktive kampe, er det svært at komme ind med en minerydningsstyrke og få skabt en sikker korridor, siger Anders Puck Nielsen.

- Jeg tror, det handler om, at Rusland ikke rigtigt ønsker, at det her skal komme til at virke. Men de ønsker på den anden side heller ikke at stå med skylden for, at der fødevarekrise i Afrika og meget høje kornpriser, siger han.

USA's ambassadør i Kyiv, Bridget Brink, kalder i dag angrebet for "uhyrligt".

- Kreml fortsætter med at gøre mad til et våben. Rusland må stå til regnskab for det her, skriver hun på Twitter.