En landsby i provinsen Aleppo har været udsat for et angreb med et kemisk våben. Det oplyser det russiske militær fredag ifølge nyhedsbureauet Tass.
Angiveligt er der blevet anvendt sennepsgas i angrebet. Der har siden 1923 været et globalt forbud mod at anvende giftgas i krig.
Eksperter fra det russiske militærs Enhed for Radiologisk, Kemisk og Biologisk Forsvar har analyseret et projektil, der i september blev fundet intakt i landsbyen Ma'arat Umm Hawsh i det nordlige Aleppo.
Våbnet, som altså ikke var eksploderet, viste sig at indeholde cirka halvanden liter af en umiddelbart ukendt form for sort og olieagtig væske, beretter nyhedsbureauet Tass.
40 kom til skade under angrebet
- En hurtig analyse på stedet med et bærbart infrarødt spektrometer afslørede tilstedeværelsen af en kemisk krigsgas kendt som yperit eller sennepsgas, oplyser eksperter fra den russiske enhed ifølge Tass.
Efter at have udtaget prøver af væsken, blev projektilet forseglet og bragt til et russisk militærlaboratorie i Aleppo til nærmere undersøgelser.
Over 40 personer i landsbyen kom til skade i angrebet i september. Nogle af ofrene har berettet om symptomer svarende til dem, som sennepsgas kan forårsage.
Hvem der står bag angrebet er uklart.
Men både det syriske militær, der kæmper på vegne af præsident Bashar al- Assad, samt den militante gruppe Islamisk Stat (IS) har tidligere været beskyldt for at se stort på internationale konventioner ved at benytte sig af kemisk krigsførelse.
Det er ikke første gang, at det russiske militær i Syrien har fundet beviser på, at kemiske våben som sennepsgas eller klorgas bliver brugt.
Brugen af giftgasser i krig begyndte for cirka 100 år siden. Betegnelsen yperit kommer ifølge Den Store Danske fra den belgiske by Ypres, hvor sennepsgas første gang blev brugt under Første Verdenskrig.
/ritzau/