Rusland har fået kontrol over strategisk vigtig by: 'Russerne har opnået et delmål'

Optagelser viser russiske soldater i byen Lysytjansk i Luhansk-regionen.

Området omkring Lysytjansk har været præget af hårde kampe mellem russiske og ukrainske styrker. Et af de steder er landsbyen Sviato-Pokrovske, der ligger vest for Lysytjansk. (Foto: AnatoliI Stepanov © Ritzau Scanpix)

Rusland har taget kontrollen over den strategisk vigtige by Lysytjansk. Dermed er regionen Luhansk under russisk kontrol.

De to regioner Luhansk og Donetsk udgør tilsammen Donbas, som den russiske præsident Putin tidligere har haft som mål at "befri".

Der er ellers forskellige meldinger om, hvem der har kontrollen over byen, skriver Reuters søndag morgen.

Ifølge den russiske ambassadør i den selvudnævnte prorussiske republik Luhansk, Rodion Miroshnik, er byen så godt som under russisk kontrol. Samtidig er meldingen, at byen er omringet.

Desuden er der optagelser af russiske styrker i byen, der jubler med flag.

Derimod siger ukrainerne, at byen stadig er på deres hænder.

- Der er hårde kampe nær Lysytjansk, men heldigvis er byen ikke omringet og er under den ukrainske hærs kontrol, har den ukrainske nationalgardes talsmand, Ruslan Muzychuk til ukrainsk tv.

Matilde Kimer: Byen er erobret

Til gengæld er der ingen tvivl hos DR's korrespondent Matilde Kimer, der dækker Ukraine og Rusland. Hun befinder sig lige nu i Ukraines hovedstad, Kyiv, og ud fra hendes kilder, så er byen altså tabt til russerne.

- Byen er tabt. Det kan godt være, der stadig er små lommer i byen med ukrainsk modstand, men optagelser viser russiske soldater inde ved byens administrative centrum, og så er den altså under russisk kontrol, siger hun.

Matilde Kimer er i videoen med fra Kyiv, hvor hun fortæller om russernes seneste fremrykning i Ukraine:

Hun forklarer, at en russiskstyret erobring af byen er et vigtigt skridt for Putin og den russiske hær.

- Det betyder, at de nu har opnået et delmål – nemlig at tage hele Luhansk-regionen, og det betyder også, at det næste mål, som er at tage Donetsk, bliver nemmere for dem. Det gør det, fordi de russiske styrker så kan komme nord-, øst- og sydfra.

- De meget voldsomme kampe, der har været omkring Lysytjansk, rykker derfor sydpå, hvor russerne gerne vil have kontrollen over en række større byer, siger Matilde Kimer.

Svækket ukrainsk tro på sejr i Donbas

Hun forklarer, at den ukrainske tro på, at landet kan stå imod de russiske angreb, kan have lidt et knæk i forbindelse med den nye russiske erobring.

- Jeg tror, de fleste har en fornemmelse af, at de kampe, vi ser østpå, dem kommer man til at tabe – i hvert fald til at starte med, siger hun.

Ifølge hende håber ukrainerne derfor nok mest på at kunne sænke farten på russerne i Donbas og måske på sigt finde en politisk løsning, som kan betyde, at området igen kan komme under ukrainsk kontrol.

  • Ukrainerne bruger her raketsystemer i nærheden af Lysytjansk. Billedet er fra juni. (Foto: GLEB GARANICH © Ritzau Scanpix)
  • Røg fra udkanten af Lysytjansk efter et angreb på et olierafinaderi. (Foto: AnatoliI Stepanov © Ritzau Scanpix)
  • En lokal beboer i Lysytjansk begiver sig ud på cykeltur tilbage i juni. Byen har i flere uger været centrum for voldsomme kampe mellem ukrainerne og russerne. (Foto: AnatoliI Stepanov © Ritzau Scanpix)
1 / 3

Selvom det tidligere har lydt fra Moskva, at man ville "befri" Donbas, så fortsætter kampene også udenfor Donbas. Blandt andet har der været kampe i byen Kherson i syd.

Kristian Lindhardt, der er militærforsker i Forsvarsakademiet, siger at russerne klart følger en strategi om at samle deres kræfter i Donbas. Det har de ifølge ham gjort for at overtage kontrollen over området. Men det betyder også, at den ukrainske hær kan rykke frem andre steder.

- Det giver mulighed for, at ukrainerne kan lave en modreaktion. Det har vi set i Kharkiv, hvor de har trængt russerne tilbage til den russiske grænse. Det giver også muligheder nede mod syd, hvor de endeligt har fortrængt russerne fra Mykolajiv og begynder at nærme sig Kherson, siger Kristian Lindhardt.