Rusland klar til at svare igen mod nye USA-sanktioner

Forbud mod import af amerikanske varer kan blive russernes modsvar på økonomiske sanktioner.

Den russiske viceudenrigsminister, Sergej Ryabkov, ses her med Syriens præsident, Bashar al-Assad, under et møde i 2013. (Foto: sana © Scanpix)

Rusland vil ikke tøve med at svare igen, hvis USA indfører yderligere sanktioner mod landet.

Det meddeler den russiske viceudenrigsminister, Sergej Ryabkov, mandag ifølge det statsstyrede nyhedsbureau Ria.

Han understreger, at parlamentet i øjeblikket overvejer at lade Kreml indføre importforbud eller restriktioner mod forskellige amerikanske varer.

Ruslands vicepremierminister har ifølge Financial Times luftet muligheden for forbud mod samarbejde om atomenergi og for luftfartsindustrien, hvilket potentielt kan ramme store amerikanske virksomheder som Boeing og General Electric.

Reaktionen kommer efter, at USA’s FN-ambassadør, Nikki Haley, i går gjorde klart, at USA vil indføre en række økonomiske sanktioner mod Rusland, som USA beskylder for at have muliggjort den syriske regerings formodede giftgasangreb i byen Douma sidste weekend.

Som svar stod en koalition bestående af Storbritannien, Frankrig og USA i lørdags bag en række militære angreb mod anlæg, der mistænkes for at producere kemiske våben i Syrien, og det skal nu følges op af økonomiske sanktioner.

- Alle vil mærke følgerne af det denne gang. Det internationale samfund vil ikke acceptere, at kemiske våben igen er blevet en del af vores hverdag. Det er blevet normaliseret, og Rusland har været medskyldig i det, og det skal stoppes nu, sagde Nikki Haley søndag.

Hun advarede om, at de nye sanktioner vil blive rettet mod ethvert selskab, der handler med udstyr, som har relation til Syriens præsident, Bashar al-Assad, og brugen af kemiske våben.

Dansk opbakning

Den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), er åben over for nye sanktionsmuligheder mod Rusland, meddeler han før et fælles møde for EU's udenrigsministre i Luxemburg.

- Jeg vil være åben for, at der er noget, vi kan gøre, som kan skærpe reaktionsmønstrene mod russerne. Jeg er glad for, at vi ved udvisningen af diplomater var så bred en koalition, som står bag reaktionen i forhold til Salisbury. Nu har vi svaret mod de kemiske angreb fra Assad, siger Anders Samuelsen, der dog umiddelbart ikke har nogen bud på, hvilke europæiske sanktioner, der kan komme på tale.

- Vi er åbne for at kigge på, hvad der kommer fra amerikanernes side, siger han.

Facebook
Twitter