Rusland lukker for gas til Ukraine: Svar på et Krim uden strøm

Gazprom har lukket for gashanen til Ukraine og Rusland kræver at Krim får strøm igen.

Flere beboere på Krim-halvøen, som er annekteret af Rusland, har levet uden strøm siden weekenden. (Foto: MAX VETROV © Scanpix)

Det russiske selskab Gazprom har standset leveringen af gas til Ukraine, indtil der er afleveret et depositum for kommende leveringer.

De russiske myndigheder har tidligere truet med at stoppe gasforsyningen til Ukraine, hvis Ukraine ikke sørger for, at Krim-halvøen får strøm igen.

Stoppet sker, efter at proukrainske aktivister i weekenden sprængte elledninger i luften, så det russisk annekterede Krim mistede en del af strømmen.

Den ukrainske regering, der vil have Krim tilbage, har fulgt trop med forslaget om en større og mere systematisk blokade og har holdt varer tilbage.

Krim-halvøen, der stadig er afhængig af el fra Ukraine, ligger stadig i mørke, fordi proukrainske aktivister blokerer reparationsarbejdet.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk