Rusland markerer Krim-annektering med festdag og Putin-besøg

Myndighederne i Moskva holder gadefest i anledningen af femåret for annekteringen af den ukrainske halvø.

Deltagere i gadefesten 'Krims Forår' i Moskva i fredags. (Foto: Yuri Kochetkov © Scanpix)

I Rusland bliver årsdagen for den russiske annektering af den ukrainske halvø Krim fejret som en festdag.

Mandag er det præcis fem år siden, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, underskrev en lov, der annekterede Krim.

Putin vil markere dagen med et besøg på Krim. Her er det planlagt, at han skal indvie et nyt elværk, oplyser den russiske regering.

I Rusland er den 18. marts officielt blevet udnævnt som "Dagen for Krims genforening med Rusland".

Dagen er henover weekenden blevet fejret i Moskva, hvor myndighederne afholder en gadefest under titlen "Krims forår".

Mere end 10.000 personer ventes at deltage i fejringen.

Derudover ventes hundredvis af mennesker at deltage i en begivenhed, hvor et kæmpemæssigt russisk flag bliver formet af mennesker i kystbyen Jalta på Krim.

Sanktioner ramte Rusland

Annekteringen af Krim skete efter en periode med kaotiske tilstande i ukrainsk politik.

Få dage forud for annekteringen viste en folkeafstemning, at 97 procent af befolkningen på Krim ønskede at tilslutte sig Rusland.

Folkeafstemningen blev dog afvist af en lang række vestlige lande, som mente, at afstemningen var manipuleret.

Siden da har Vesten pålagt Rusland en lang række sanktioner som straf for annekteringen, der anses som en trussel mod Ukraines suverænitet. Sanktionerne har blandt andet ramt Ruslands energi-, forsvars- og finanssektor.

Alligevel gav annekteringen et løft til Putins popularitet i den russiske befolkning.

Annekteringen af Krim førte til borgerkrig i det østlige Ukraine, hvor regionerne Donetsk og Lugansk erklærede deres selvstændighed i maj 2014.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter