Rusland og Iran øger støtten til Assad efter amerikansk angreb

Fremover vil en fælleskommando bestående af blandt andet Rusland og Iran reagere med magt på enhver aggression i Syrien.

Irans præsident Hassen Rouhani og Rusland præsident Vladimir Putin talte ifølge Kreml i telefon sammen tidligere i dag. (Foto: Sergei Karpukhin og Pavel Golovkin © Scanpix)

Det amerikanske angreb i Syrien tidligere på ugen overskred "røde linjer".

Sådan lyder det nu fra en fælleskommando bestående af Rusland og Iran samt den libanesiske Hezbollah-organisation og Assad-styret, skriver Reuters.

Derudover oplyser kommandoen, at "aggressioner" som det amerikanske angreb vil blive besvaret.

- Fra nu af vil vi reagere med magt på enhver aggression eller enhver overskridelse af røde linjer, uanset hvem det er, og USA kender vores evne til at reagere meget godt, lyder det i en erklæring.

Derudover vil Rusland og Iran samt Hezbollah-organisationen øge støtten til den syriske hær. Fælleskommandoen oplyser desuden, at den ikke vil blive afskrækket fra at "befrie" Syrien.

Putin og Rouhani i telefonsamtale

Ifølge Reuters skal den russiske præsident Vladimir Putin og hans iranske kollega, Hassan Rouhani, desuden have talt i telefon sammen tidligere i dag. Her fordømte de to ledere USA's angreb på den syriske luftbase.

Derudover skulle både Putin og Rouhani have været enige om, at angrebet var imod international ret.

Begge ledere efterlyser desuden en objektiv undersøgelse af giftgasangrebet i Idlib, som ifølge USA var anledningen til, at landet gennemførte sit angreb på luftbasen nær Homs.

Endelig skulle de to ledere have sagt, at de ville øge samarbejdet i kampen mod terrorisme.