Tema Krigen i Syrien

Rusland og Syrien indleder humanitær aktion i Aleppo

Civile tilbydes tre veje ud af Aleppo, mens oprørssoldater får mulighed for at lægge våbnene, melder Rusland.

Ifølge den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, vil de to landes militære styrker sikre tre korridorer ud af byen i det nordlige Syrien. (Foto: George Ourfalian © Scanpix)

Syriens præsident tilbyder oprørere amnesti, hvis de lægger våbnene, rapporterer det statslige nyhedsbureau Sana.

- Alle, der bærer våben og er eftersøgte, fritages for fuld straf, hvis de overgiver sig og lægger deres våben, hedder det i et dekret fra Bashar al-Assad.

Civile tilbydes tre veje ud af Aleppo, mens oprørssoldater kan få amnesti, lyder det fra Syriens leder.

Muligheden gælder i tre måneder. Det er uklart, hvad der menes med "fuld straf". Tilbuddet om amnesti gælder også oprørssoldater, der løslader gidsler, hedder det i dekretet.

Meldingen fra Assad kommer, mens regeringshæren har omringet den oprørskontrollerede del af Aleppo. Flere end 200.000 frygtes fanget i den del af byen.

Den russiske forsvarsminister har tidligere torsdag sagt, at Rusland sammen med Syrien vil indlede en storstilet humanitær aktion.

- På den russiske præsidents befaling indledes en storstilet humanitær operation sammen med Syriens regering for at yde hjælp til Aleppos indbyggere, siger forsvarsminister Sergej Sjojgu ifølge nyhedsbureauet Tass.

Assad har tidligere udstedt dekreter om amnesti. Det skete blandt andet i juli 2015, da desertører fik muligheden.

Ifølge FN bor der omkring 300.000 civile i de oprørskontrollerede områder af Syriens næststørste by.

/ritzau/