Rusland overhaler Storbritannien: Er nu verdens næststørste våbenproducent

Rusland sidder på en andel på 9,5 procent af det samlede våbensalg på verdensplan.

De 100 største russiske våbenproducenter solgte i 2017 tilsammen våben til en værdi af knap 400 milliarder dollar, svarende til svimlende 2.600 milliarder kroner. (Arkivfoto) (Foto: Maxim Shemetov © Scanpix)

Rusland har passeret Storbritannien og er nu verdens næststørste producent af våben efter USA.

Det viser en undersøgelse fra det svenske fredsforskningsinstitut Sipri, ifølge nyhedsbureauet NTB.

Instituttets opgørelse viser, at ti russiske selskaber hørte til blandt de 100 største våbenproducenter i 2017. De solgte for mere end 37 milliarder dollar, svarende til næsten 250 milliarder kroner.

Det giver Rusland en andel på 9,5 procent af det samlede våbensalg på verdensplan.

- Russiske selskaber har oplevet en betydelig vækst på våbenmarkedet siden 2011. Det er også i tråd med den russiske regerings øgede investeringer i at modernisere dets militær, siger seniorforsker Siemon Wezeman fra Sipri i en pressemeddelelse.

Storbritannien har ellers siddet tungt på andenpladsen siden årtusindskiftet.

Våbensalg for 2.600 milliarder kroner

Ifølge Sipri solgte de 100 største våbenproducenter i 2017 tilsammen våben til en værdi af knap 400 milliarder dollar, svarende til svimlende 2.600 milliarder kroner. Til sammenligning var Danmarks bruttonationalprodukt i 2017 2.100 milliarder kroner.

Dermed er våbensalget steget med 2,5 procent siden 2016. Siden 2002 er våbensalget på verdensplan steget med 44 procent.

USA topper listen, og amerikanske virksomheder står således for 57 procent af det totale salg.

Den største våbenproducent i verden er amerikanske Lockheed Martin, der primært leverer avanceret teknologi inden for luftfart. Det er særligt kampfly, satellitter, raketter og missiler.

Lockheed Martin solgte i 2017 for knap 45 milliarder dollar - mere end det samlede salg for de ti største russiske virksomheder.

Blandt andre højdespringere på listen er Tyrkiet og Sydkorea, hvilket ifølge Sipri forklares med landenes udsatte geografiske placering som henholdsvis nabo til Nordkorea og den syriske borgerkrig.

Kina er ikke på Sipris liste, da det ikke er muligt at få indblik i salgstallene fra kinesiske våbenproducenter. Der er dog ikke tvivl om, at opgørelsen ville være en del større, hvis kinesiske tal blev offentliggjort.

Kina råder over verdens største stående hær med mere end 2,2 millioner soldater.

/ritzau/

Facebook
Twitter