Rusland: Rapport om MH17 er fordomsfuld og politisk

Ruslands kritik af rapport om nedskydning af passagerfly bakkes op af den fabrik, der fremstiller missiltypen.

Rapporten er udfærdiget af efterforskere fra Holland, Australien, Belgien, Malaysia og Ukraine. Den blev fremlagt tidligere onsdag. (Foto: ALYONA ZYKINA © Scanpix)

Rusland afviser onsdag kategorisk en international rapport om nedskydningen af et malaysisk passagerfly i 2014.

298 mennesker omkom, da flyet MH17 fra Malaysia Airlines blev ramt over det østlige Ukraine.

Den internationale rapport fastslår entydigt, at det var et russisk Buk-missil, der ramte flyet.

En talskvinde for det russiske udenrigsministerium affejer rapportens konklusioner.

- Rusland er skuffet over, at situationen omkring undersøgelsen af Boeing-katastrofen er uforandret. Konklusionerne bekræfter, at undersøgelsen er fordomsfuld og politisk motiveret, lyder det.

Fra Ruslands forsvarsministerium lyder det, at rapporten i høj grad baserer sine oplysninger på to ting: Internettet og Ukraines hemmelige tjenester.

Derfor må man betvivle rapportens objektivitet, hedder det.

Buk-missilet blev affyret fra et område af Ukraine, der var under prorussiske oprøreres kontrol. Rusland har tidligere hævdet, at det var ukrainske styrker, der nedskød flyet fra Malaysia Airlines.

Våbenfabrikken Almas-Antej, der fremstiller raketten, siger i en kommentar, at rapportens konklusioner "ikke baserer sig på tekniske beviser".

Rapporten er udfærdiget af efterforskere fra Holland, Australien, Belgien, Malaysia og Ukraine. Den blev fremlagt tidligere onsdag.

Efterforskerne konkluderer blandt andet, at affyringsrampen til Buk-missilet var blevet kørt ind i det østlige Ukraine. Efter nedskydningen af MH17 - og samme dag - var rampen blevet fragtet tilbage til Rusland på en Volvo-lastbil.

- Omkring 100 personer er potentielt mistænkt for at have deltaget i nedskydningen og efterforskes. Men det er ikke formelt identificerede enkeltpersoner, siger rapportens forfattere.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter