Rusland sætter enormt meget ind for at lave symbolsk erobring i Sjevjerodonetsk

Byen Sjevjerodonetsk er det sidste ukrainsk kontrollerede område i Luhansk-regionen.

En smadret bygning i Sjevjerodonetsk, der lige nu er genstand for heftige kampe. (Foto: VIDEO OBRAINED BY REUTERS © Ritzau Scanpix)

Russiske soldater er trængt ind i den ukrainske by Sjevjerodonetsk.

Det fortæller den lokale guvernør i Luhansk, Serhij Hajdaj, mandag. Det sker efter flere dages heftig beskydning mod byen, der ligger i den østlige region Luhansk.

I onsdags sagde Hajdaj, at russerne ville "udviske Sjevjerodonetsk fra Jordens overflade".

- Situationen er enormt vanskelig, og den bliver desværre kun værre. Den forværres for hver eneste dag, der går, ja faktisk for hver eneste time, sagde Serhij Hajdaj ifølge AFP.

Sjevjerodonetsk er blevet omdrejningspunktet i den seneste russiske offensiv i det østlige Ukraine, og det skyldes, at byen er det sidste, russerne mangler at indtage, før hele Luhansk er russisk kontrolleret, påpeger Anders Puck Nielsen, der er militærforsker ved Forsvarsakademiet.

- Russerne har indsat meget, meget store styrker for at indtage byen og ærlig talt, så går det faktisk rimelig langsomt for dem.

- Alting peger på, at både Ukraine og Rusland har meget store tab, og der er meget voldsomme kampe i området, siger Anders Puck Nielsen.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at det er "fundamentalt" for russerne at indtage byen, og Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, gav udtryk for det samme i et interview med den franske tv-station TF1 søndag ifølge Reuters.

- Befrielsen af Donetsk og Luhansk-regionerne, som er anerkendt af Rusland som selvstændige stater, er en ubetinget prioritet, siger udenrigsministeren.

- Ja, folk bliver dræbt. Men operationen tager så lang tid, primært fordi russiske soldater er under strenge ordrer om at undgå angreb på civil infrastruktur, siger Lavrov.

Ifølge Ukraine lever de russiske soldater dog ikke op til den ordre.

- Som følge af russiske angreb på Sjevjerodonetsk er al byens infrastruktur ødelagt. Omkring 90 procent af bygningerne er beskadiget. Mere end to tredjedele af byens boligmasse er fuldstændig ødelagt, siger præsident Zelenskyj.

En bygning i Sjevjerodonetsk, der har været udsat for bombardementer. (Foto: SERHII NUZHNENKO © Ritzau Scanpix)

En lang nedslidning

Ifølge Anders Puck Nielsen er der et asymmetrisk forhold mellem russerne og ukrainerne i kampen om Sjevjerodonetsk.

For på den ene side, så er russerne nødt til at indtage byen for at indfri sine målsætninger, mens ukrainerne kan tillade at trække sig fra kampen om byen.

- Hvis russerne ikke kommer videre og tager den her by, så kan de ikke sige, at de har indfriet de mål, de havde om at smide ukrainerne ud af Donbass, som russerne jo anerkender som to selvstændige lande (Luhansk og Donetsk, red.).

- Putin har investeret sin personlige prestige i det projekt, siger Anders Puck Nielsen.

Sjevjerodonetsk er den sidste ukrainsk kontrollerede plet i Luhansk, der sammen med Donetsk udgør Donbass, men derudover er der ikke noget særligt ved byen, der gør den til genstand for de heftige kampe, vurderer Anders Puck Nielsen.

Det gælder for Ukraine om at gøre det så dyrt som muligt for russerne at indtage byen, påpeger han.

- Russerne sætter enormt meget ind på at indtage byen, og man skal spørge sig selv, om de i virkeligheden tager større tab, end gevinsten er værd. Der er ingen tvivl om, at russerne også tager meget store tab på det, de laver i øjeblikket, siger Anders Puck Nielsen.

Han vurderer, at russerne formentlig lider større tab i kampen om Sjevjerodonetsk, end ukrainerne gør, for sådan er det som udgangspunkt for den angribende part.

Ukrainske soldater er kraftigt til stede i Sjevjerodonetsk og forsvarer byen godt, og derfor bliver det en lang nedslidning for russerne at indtage byen, vurderer Anders Puck Nielsen.

- Det er måske i virkeligheden min vigtigste pointe, at det er en lang nedslidning, de har gang i. Det er godt nok russerne, der lige i øjeblikket er i offensiven, og derfor er det forventeligt, at de erobrer noget terræn.

- Men det virkelig afgørende kommer til at være, hvordan de håndterer nedslidningen over tid, siger han.

Anders Puck Nielsen vurderer, at en langtrukken kamp om Sjevjerodonetsk, der allerede er blevet heftigt beskudt, vil føre til, at der ikke er meget af byen tilbage, når kampene er slut.

- Byen bliver nok fuldstændig smadret, så i bund og grund er der mere tale om en symbolsk erobring af byen på et tidspunkt. Det er ikke så vigtigt i det store billede. Det vigtigste er, at man kan sige, at man har gjort det, siger Anders Puck Nielsen.

Sjevjerodonetsk er den sidste del af Luhansk, som russerne mangler at indtage, fortæller Anders Puck Nielsen. (© (c) DR)