Rusland sætter flere hvaler fri trods kritik

100 hvaler, der er fanget i Sibirien, skal sættes ud i havet igen. Men det er hårdt at blive sat fri.

Det var billeder som dette fra den 7. april, der var med til at lægge pres på de russiske myndigheder for at slippe dyrene fri. (Foto: handout © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Rusland vil fortsætte med at sætte tilfangetagne hvaler ud i det fri igen.

Og det vil ske på samme måde, som det skete i sidste uge, da de første otte dyr blev bragt tilbage til havet.

Dyreværnsorganisationer har ellers kritiseret russerne for den måde, de seks hvidhvaler og to spækhuggere blev frigivet på.

Rusland holder omkring 100 hvidhvaler og spækhuggere fanget i Sibirien.

Det var meningen, at dyrene skulle sælges kommercielt til eksempelvis forlystelsesparker, men Rusland er kommet under pres fra dyreværnsorganisationer.

Forholdene for dyrene kom pludselig i medierne.

"Hvalfængsler"

Dyrene blev holdt i små bure. Russiske medier talte om "hvalfængsler", og så blev det for meget for Kreml, der måtte gribe ind og få en frigivelse af dyrene i stand.

Og det er denne frigivelse, der nu kritiseres. For de otte hvidhvaler og spækhuggere blev transporteret 1800 kilometer over seks dage, inden de fik friheden i Det Okothske Hav.

Greenpeace og internationale videnskabsfolk siger, at frigivelsen er sket forhastet, er gennemført i hemmelighed, og at det kan have bragt dyrene i livsfare.

Ruslands Forskningsinstitut for Fiskeri og Oceanografi sagde imidlertid torsdag, at frigivelsen af de første otte dyr har været en succes.

De to spækhuggere er blevet mærket, så de kan følges, og de ser ud til at klare sig fint i naturen.

Frigivelse hver uge

Instituttet sagde ikke noget om hvidhvalerne.

- Vi mener i dag, at der ikke er andre muligheder end den, vi har brugt, siger Kirill Kolontjin, forskningsinstituttets direktør.

- Det var en succesfuld operation. Vi forstår i dag, hvordan vi skal transportere dyrene, og næste gang gør vi det på samme måde.

Han oplyser, at han og instituttet vil fortsætte med at frigive hvaler og spækhuggere hver anden uge.

Næste hold skal ud i havet i næste uge.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter