Rusland sender ni militærfly med hjælp til Italien: Men der er bagtanker med det

Der er flere grunde til, at Rusland sender medicinsk udstyr og eksperter til Italien, siger Matilde Kimer.

Ni russiske militærfly er fløjet til Italien med hjælp. Men det er ikke uden bagtanker, vurderer Matilde Kimer, DR's Rusland-korrespondent. (Foto: Russian Defence Ministry © Scanpix)

Budskabet var ikke til at tage fejl af, selvom det stod skrevet med kyrilliske bogstaver på siden af de ni russiske militærfly.

For hvis nogen skulle være i tvivl, havde Ruslands regering for nemheds skyld oversat det til både italiensk og engelsk og placeret det hen over to computeranimerede hjerter i henholdsvis det russiske og det italienske flags farver:

Dalla Russia con amore”. ”From Russia with love”.

Det var altså “med kærlig hilsen fra Rusland”, at de første militærfly i går satte kursen mod Italien, der lige nu kæmper en intens kamp for at få coronakrisen under kontrol.

Med i lasten havde de mundbind, respiratorer og andet medicinsk udstyr samt omkring 100 lægefaglige eksperter, heriblandt virusforskere og læger, der skal hjælpe italienerne med at bekæmpe smittespredningen. Og Italiens udenrigsminister, Luigi Di Maio, lagde ikke skjul på sin taknemmelighed, da de første fly landede i aftes.

- Vi vil altid være taknemmelige for Rusland og for den

solidaritet
og venskab, I har vist os, lød det fra
landingsbanen
.

Ifølge DR’s Rusland-korrespondent, Matilde Kimer, er der flere grunde til, at den russiske regering nu sender hjælp afsted til Italien. For det første har italienerne vitterligt brug for ekstra hjælp. Det er det

EU
-land, der er blevet hårdest ramt af coronavirusset, og knap 5.500 personer har indtil videre mistet livet.

- Rusland mener, at de har det udstyr, som italienerne kan få brug for, fortæller hun.

Ni russiske militærfly er blevet sendt afsted til Italien med hjælp. (Foto: ALEXEY ERESHKO © Scanpix)

Men samtidig er hjælpen også det, som Matilde Kimer betegner som ”en ikke helt dårlig PR-strategi” fra russisk side.

- Rusland viser italienerne, at de er klar til at hjælpe. Og de russiske myndigheder signalerer også, at

EU
ikke har samme midler til at hjælpe, forklarer hun.

Klar til at hjælpe

Der har nemlig løbende været kritik af, at de andre

EU
-lande ikke har været gode nok til at hjælpe Italien igennem krisen.

Da coronavirusset for alvor fik tag på de norditalienske

regioner
, var det den kinesiske regering, der først stod klar med speciallæger og udstyr. Og da smitten efterfølgende begyndte at sprede sig i Frankrig og Tyskland, valgte landenes regeringer at forbyde salg af medicinsk beskyttelsesudstyr til andre lande. De ville sikre sig, at de selv havde nok.

- I dag er det Italien, der lige nu og her har brug for store mængder medicinsk udstyr. Men om nogle få uger vil andre lande også få brug for det, lød opsangen fra kommissionsformand Ursula von der Leyen.

EU
-landene er efterfølgende blevet enige om at øge samarbejdet og blandt andet indkøbe testudstyr og respiratorer i fællesskab. Samtidig er Den Europæiske Centralbank klar til at opkøbe værdipapirer for mere end 6.500 milliarder kroner, så der kan blive holdt gang i de europæiske økonomier – ikke mindst i den italienske, som lige nu er blevet sat på standby.

Men ifølge Matilde Kimer sender den russiske regering både et signal til egne borgere om at situationen er under kontrol, og at Rusland er et land med ressourcer til at hjælpe andre.

- Den vil vise Europa, at de lande, der har et godt forhold til Rusland, kan forvente at blive hjulpet, forklarer hun.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, besøgte sidste år Italien. Nu er han klar til at hjælpe landet, der har mistet tusindvis af borgere som følge af coronakrisen. (Foto: pool © Scanpix)

Beskyldninger om fake news

Samtidig har

EU
fortsat økonomiske
sanktioner
mod Rusland som følge af annekteringen af Krim-halvøen for seks år siden. Selvom en talsperson for den russiske regering tidligere i dag har
afvist
, at der er nogen bagtanker bag hjælpen, så understreger Matilde Kimer, at det naturligvis handler om mere end bare at hjælpe.

- Siden i går har jeg modtaget flere end ti mails fra det russiske forsvarsministerium med video, billeder og detaljerede beskrivelser af denne her afsending af assistance. Der er ingen tvivl om, at man meget gerne vil have denne historie bredt

maksimalt
ud både i hjemlige og internationale
medier
, siger hun.

Hjælpen fra den russiske regering kommer samtidig med, at

EU
's udenrigsministre i dag holder videomøde om blandt andet falske corona-nyheder, som russerne er blevet beskyldt for at sprede.

Ifølge en

EU
-undersøgelse har Rusland igangsat en ”markant misinformationskampagne” mod Vesten, som blandt andet har til formål at skabe panik og så mistillid.

- Talskvinden for den russiske udenrigsminister, Maria Zakharova, har fuldstændig

afvist
alle beskyldninger og gentager, som man har gjort konsekvent de seneste fem-seks år, at anklagerne er udtryk for russofobi, siger DR’s Rusland-korrespondent.

Bedre rustet til egen krise

Indtil videre er Rusland, der har knap 150 millioner

indbyggere
, ikke så hårdt ramt som andre europæiske lande.

Ifølge de officielle tal fra de russiske myndigheder er 438 personer i Rusland indtil videre blevet smittet med coronavirusset. Men for en uge siden lå det på blot 63 personer, og der har samtidig været en kraftig stigning i antallet af folk, der har fået konstateret lungebetændelse.

- Der er slet ingen tvivl om, at vi er i gang med en sneboldeffekt, som man har set i andre lande. Derfor tror jeg også, at de russiske eksperter - for at være bedre rustet hjemme - vil forsøge at suge så meget viden til sig om coronasmitten som mulig, forklarer Matilde Kimer.

Hun tilføjer, at hjælpen til italienerne da også har mødt intern kritik i Rusland. Ikke mindst fra

sundhedspersonalets
side.

- Officielt råder de russiske sundhedsmyndigheder over 40.000 respiratorer. Men mange er bange for, at respiratorerne er for gamle til at kunne

håndtere
de lungeproblemer, der opstår som følge af coronavirusset. Og når man samtidig føler, at man står lige over for en sundhedskatastrofe, så er der mange, der ikke forstår, hvorfor man vælger at sende både udstyr og eksperter til udlandet, siger Matilde Kimer.

Facebook
Twitter