Rusland slipper 100 indespærrede hvaler fri efter kritik fra Leonardo DiCaprio

Hvalerne er blevet holdt fanget i små bassiner siden sidste sommer.

I små bassiner som dette er næsten 100 hvaler blevet holdt fanget i månedsvis. Mandag er der indgået aftale om at løslade dem. (Foto: handout © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Russiske myndigheder har underskrevet en aftale om at frigive knap 100 hvaler, der i månedsvis har været holdt indespærret.

I alt ti spækhuggere og 87 hvidhvaler har været fanget på yderst begrænset plads i indhegninger i det østlige Rusland.

Det har blandt andet medført kritik fra skuespiller og aktivist Leonardo DiCaprio. Han har på det sociale medie Twitter delt en underskriftsindsamling, der opfordrer til løsladelsen af hvalerne.

Indsamlingen har opnået knap halvanden million underskrifter.

Kritikken er opstået, efter at der er dukket billeder op af de små bassiner, hvor hvalerne holdes fanget i havnebyen Nakhodka ud til Det Japanske Hav.

Hvalerne har været fanget siden sidste sommer.

  • Kritikere har kaldt indespærringen for et hvalfængsel. (Foto: handout © Scanpix)
  • Hvalerne har været spærret inde i den lille indhegning siden sidste sommer. (Foto: handout © Scanpix)
  • Det var angiveligt planen, at hvalerne skulle sælges til Kina. (Foto: handout © Scanpix)
  • De indespærrede hvaler er en gruppe på 10 spækhuggere og 87 hvidvaler. (Foto: handout © Scanpix)
1 / 4

Planer om salg i Kina

Selskaberne bag tilfangetagelsen har angiveligt haft planer om at sælge dem til havparker og akvarier i Kina.

Det russiske styre har tidligere erkendt, at hvalerne bliver holdt fanget under for hårde forhold. Det har dog også lydt, at det vil være svært at slippe dem fri, uden at de kommer til skade.

Men mandag har et hold internationale videnskabsfolk underskrevet en aftale sammen med russiske videnskabsfolk. Aftalen er støttet af de lokale myndigheder og betyder, at hvalerne skal slippes fri.

Blandt de internationale videnskabsfolk er Jean-Michel Cousteau. Hans far er den afdøde opdagelsesrejsende og marineforsker Jacques Costeau.

Han kalder mandagens aftale et rørende øjeblik og erkender, at det fortsat bliver svært at sikre hvalernes helbred.

- Jeg ved, det kommer til at kræve meget arbejde. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at det kommer til at lykkes, siger Jean-Michel Cousteau.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter