Rusland udsætter kæmpestort gasprojekt

Rusland udskyder arbejdet med at udvinde gas fra det gigantiske Stockmanfelt i Barentshavet nord for Murmansk, hvor også Norge har interesser.

Rusland udsætter nu projektet med at udvinde naturgas i Barentshavet. Efterspørgslen i Europa er nemlig faldende. (Foto: TheSilentPhotographer- en.wikipedia.org)

Verdens største gasselskab, det russiske Gazprom, har besluttet, at arbejdet med at udvinde gas i Stockmanfeltet i Barentshavet bliver udskudt i tre år og begynder tidligst i 2016.

Årsagen er faldende efterspørgsel efter i gas i Europa, nedadgående priser på gas og fortsat store tekniske problemer, som skal løses, inden arbejdet kan begynde.

Beslutningen blev truffet i samråd mellem de to øvrige selskaber med interesser i Stockman, det norske Statoil og det franske Total.

Eksperterne tvivler

Stockman anses for et af verdens største gasfelter med anslået 3,8 trillioner kubikmeter gas. Men feltet er også et af de sværest tilgængelige. Feltet ligger i et arktisk område mange hundrede kilometer fra land og under dybt vand.

Eksperter anslår, at der skal investeres mindst 15 milliarder dollar (81,5 milliarder kroner) alene i den indledende udviklingsfase.

De seneste problemer har fået en del eksperter til at tvivle på, om det nogen sinde bliver profitabelt at udvinde gasfeltet. Andre siger, at det er alt for tidligt at sige noget om Stockmanfeltets fremtid.

Facebook
Twitter