Rusland udviser to danske diplomater

Flere lande, der har udvist russiske diplomater, får helt som ventet nu igen af samme skuffe.

Mandag oplyste udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), at Danmark udviser to russiske diplomater. Nu har Rusland gengældt handlingen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Rusland udviser to danske diplomater, der arbejder i landet, som modsvar til de to russiske diplomater, der er blevet bedt om at forlade Danmark.

Det oplyser udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i en pressemeddelelse.

- Det er samme reaktionsmønster som vi så da Storbritannien udviste russiske diplomater for nogle uger siden. Så det kommer ikke bag på mig, står der i pressemeddelelsen.

Det retfærddiggør dog på ingen måde udvisningen af de danske diplomater, lyder det fra udenrigsministeren.

- I stedet for at besvare de britiske spørgsmål har Rusland valgt at isolere sig selv yderligere. Kun Rusland bærer ansvaret for den aktuelle situation.

Flere lande får udvist diplomater

Her til eftermiddag er en række europæiske diplomater blevet indkaldt til møder i det russiske udenrigsministerium.

Blandt andre har Holland og Italien fået at vide, at Rusland udviser to diplomater fra hvert af landene. Ligesom Danmark valgte begge lande i mandags at udvise netop to russiske diplomater.

Og Finland og Sverige, der begge har udvist en russisk diplomat, får hver sendt en diplomat den anden vej.

Rusland sagde i går, at man ville gengælde udvisningerne af mere end 150 russiske diplomater fra en lang række lande, heriblandt flere EU-medlemmer.

Først meddelte den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, at man udviser 60 amerikanske diplomater og lukker det amerikanske konsulat i Sankt Petersborg - det var et direkte modsvar til, at USA mandag meldte ud, at man udviser 60 russiske diplomater og lukker det russiske konsulat i Seattle.

Giftangreb bag diplomatisk krise

Den diplomatiske krise udspringer af giftangrebet på eksspionen Sergej Skripal og hans datter, der blev fundet livløse på en bænk i Salisbury i Storbritannien den 4. marts.

Ifølge premierminister Theresa May tilhører den nervegift, der blev anvendt, gruppen Novichok, som kan spores tilbage til det sovjetiske militær.

Blandt andet af den grund beskylder den britiske regering Rusland for at stå bag angrebet. Rusland har konsekvent afvist anklagerne.

Som reaktion på giftangrebet udviste Storbritannien 23 russiske diplomater. Det har russerne gengældt ved at udvise det samme antal britiske diplomater fra Rusland.