Rusland vedtager love mod blasfemi og homo-propaganda

To kontroversielle love sejler næsten uhindret gennem det russiske underhus.

20 aktivister blev anholdt, da de holdt en "kysseprotest" mod det russiske parlaments vedtagelse af to kontroversielle love. (Foto: © MAXIM SHEMETOV, Scanpix)

Det russiske parlament vedtager kontroversielle love om religiøse fornærmelser og homoseksuel propaganda.

De, som opfører sig blasfemisk over for troende eller i kirker, kan herefter idømmes op til tre års fængsel, fremgår det af den ene af de nye love, der blev vedtaget med 302 stemmer mod 2.

Loven er en reaktion på en happening, som punkgruppen Pussy Riot stod bag i Moskvas Frelserkirke sidste år.

Tre kvinder er efterfølgende blevet idømt fængselsstraf, og to afsoner fortsat.

De forklarede, at deres happening var en protest mod lederen Vladimir Putin.

Homoseksuel propaganda kan give fængselsstraf

Loven om bøssepropaganda sejlede uhindret gennem underhuset og blev vedtaget med 436 stemmer mod nul, mens én undlod at stemme.

Der kan for fremtiden idømmes store bøder eller fængselsstraf til folk, der benytter sig af homoseksuel propaganda over for mindreårige.

Menneskerettighedsorganisationer frygter, at loven vil blive brugt til at undertrykke bøsser og lesbiske.

/ritzau/AFP