Rusland vil give adgang til Douma onsdag

USA har anklaget Rusland for at stille sig i vejen for OPCW's undersøgelser af det område, hvor der sidste weekend fandt et formodet giftgasangreb sted.

Syriske betjente i den syriske by Douma i dag. (Foto: ALI HASHISHO © Scanpix)

Eksperter fra den internationale organisation for forbud mod kemiske våben, OPCW, vil få adgang til Douma på onsdag.

Sådan lyder meldingen nu fra talsmand for det russiske forsvarsministerium, Igor Kirillov, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

USA har anklaget Rusland, som støtter det syriske regime i konflikten, for at stille sig i vejen for undersøgelserne og for at manipulere med beviserne.

Rusland har afvist anklagerne.

Delegationen fra OPCW er blevet inviteret til Douma af det syriske regime for at undersøge anklager om et formodet giftgasangreb sidste weekend, men har endnu ikke kunnet få adgang til området.

Ifølge Rusland skyldes det, at området ikke er sikkert at færdes i.

Det formodede giftgasangreb fandt sted sidste weekend. Over 40 personer blev dræbt i angrebet og hundredvis sårede.

Ifølge flere vestlige ledere er det syriske regime og Rusland ansvarlige for det formodede angreb, og det udløste i fredags et angreb mod flere syriske militær- og forskningsanlæg foretaget af en alliance mellem USA, Storbritannien og Frankrig.

Hvad er OPCW?

  • Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben, OPCW, er en mellemstatslig organisation, der blev oprettet i 1997, og som hører hjemme i Haag i Holland.
  • Organisationen har 192 medlemsstater, og den har siden 2001 haft en samarbejdsaftale med FN.
  • OPCW overvåger overholdelsen af Konventionen om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring og anvendelse af kemiske våben og sådanne våbens tilintetgørelse.
  • Organisationen har været aktiv i forbindelse med borgerkrigen i Syrien - blandt andet da nervegassen sarin blev brugt ved et angreb i hovedstaden, Damaskus.
  • Det førte til, at OPCW i 2013 fik tildelt Nobels Fredspris.

Kilde: Den Store Danske, Wikipedia