Rusland vil nedlægge veto mod FN-observatører i Aleppo

Det franske forslag om at sende observatører til Aleppo skydes ned af Rusland.

Ruslands mand i sikkerhedsrådet, Vitaly Churkin, oplyser, at man vil nedlægge veto mod at sende observatører til Syrien. (Foto: Andrew Kelly © Scanpix)

Der bliver ingen FN-observatører i den syriske by Aleppo, hvis det står til Rusland.

Landets FN-ambassadør har i følge nyhedsbureauet Reuters netop meddelt forud for et møde i Sikkerhedsrådet, at man agter at nedlægge veto mod at sende FN-folk til den sønderbombede storby.

- Vi kan ikke støtte det. Vi kan ikke lade forslaget blive stemt igennem, fordi det er en katastrofe. Men der kan stadig være andre ting, der kan blive vedtaget af Sikkerhedsrådet, som vil have samme effekt, siger den russiske FN-ambassadør Vitaly Churkin ifølge Reuters.

Frankrig havde ellers foreslået en ny resolution om at sende FN-observatører til Aleppo, der skal holde øje med evakueringerne af civile og oprører, efter et par blodige uger med mange civile dræbte, hvor det også er lykkedes Syriens præsident Assad at genvinde store dele af byen, der ellers var været kontrolleret af oprørere.

Den franske FN-ambassadør, François Delattre, forklarede, at formålet med resolutionen var at sikre, at Aleppo ikke udvikler sig til et nyt Srebrenica. Her blev tusindvis af bosniske mænd og drenge slået ihjel 1995, da bosnisk-serbiske styrker rykkede ind i byen under Balkan-krigen.

Opdateres

FacebookTwitter