Rusland vil støtte Syriens moderate opposition med bomber

Rusland er klar til at støtte moderate oprørsgrupper med bomber mod IS og indgå tættere samarbejde med USA.

Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov siger, at russerne vil støtte moderate oprørsgrupper mod IS. (Foto: Carlo Allegri © Scanpix)

Rusland antyder et kursskifte og melder sig parat til et tættere samarbejde med USA i Syrien, hvor de to stormagter har været i åben konflikt om målet med deres daglige bombemissioner.

Sergej Lavrov, den russiske udenrigsminister, siger blandt andet i et interview på russisk tv, at russerne vil støtte moderate oprørsgrupper med luftangreb mod ekstremisterne i Islamisk Stat (IS).

- Vi er også klar til at støtte den patriotiske opposition, herunder den såkaldt Frie Syriske Hær, fra luften, siger Sergej Lavrov.

Det er kun få uger siden, at Rusland af amerikanerne blev beskyldt for bevidst at bombe moderate oprørsgrupper i landet.

Rusland har under konflikten siden 2011 støttet den syriske præsident, Bashar al-Assad, både militært og politisk, og Assad var forleden noget overraskende på besøg i Moskva hos den russiske præsident, Vladimir Putin.

Her takkede Assad russerne for at hjælpe i kampen mod terrorgrupper, men den terror omfatter ifølge Rusland - og modsat den syriske præsidents opfattelse - tilsyneladende ikke moderate oprørsgrupper.

Lavrov slår dermed nye toner an i den russiske indsats, efter at Putins talsmand så sent som fredag slog fast, at "det er umuligt at se forskel på den moderate opposition og terrorgrupper."

/ritzau/

Facebook
Twitter