Ruslands missilregn over Ukraine kan være et forsøg på at tvinge landets luftforsvar i knæ

Iranskfremstillede droner er meget billigere og nemmere at fremstille end Ukraines missilforsvarssystem, siger ekspert.

Ukrainsk politi undersøger resterne af et russisk missil, der blev skudt ned over Kyiv mandag. (Foto: © sergei supinsky, Ritzau Scanpix)

Rusland har de seneste dage sendt en byge af missiler og droner ind over den ukrainske hovedstad, Kyiv.

Natten til søndag blev én person dræbt og adskillige såret, da 36 droner blev skudt ned.

Natten til mandag blev der ifølge byens militære administration nedskudt 37 krydsermissiler og 29 Shahed-droner over Kyiv. Politiet bekræfter, at "næsten alle fjendtlige mål blev ødelagt", mens nogle bygninger blev beskadiget.

Få timer efter blev Kyiv mandag udsat for et usædvanligt luftangreb ved højlys dag, hvor 11 Iskander-missiler blev skudt ned og en person blev såret.

Ifølge Serhij Popko, der er chef for Kyivs militære administration, viser angrebet mandag, at "fjenden har ændret taktik".

- Efter langvarige angreb kun om natten, ramte den en fredelig by om dagen, hvor de fleste indbyggere var på arbejde og udenfor, siger han ifølge CNN.

  • Indbygger i Kyiv søger ly i undergrundsbanen under mandagens angreb, adskilte sig fra tidligere, fordi det foregik i dagtimerne og tilsyneladende var målrettet Kievs centrum. (Foto: © ALINA SMUTKO, Ritzau Scanpix)
  • De andre luftangreb mod Kyiv den seneste måned har foregået om natte og primært været målrettet kritisk infrastruktur eller luftforsvar. (Foto: © GLEB GARANICH, Ritzau Scanpix)
  • I alt har der været 16 luftangreb med missiler og droner mod Kyiv i maj måned. (Foto: © sergei supinsky, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Ifølge Jakob Clod Asmund, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiets Center for Luft- og Rumoperationer, kan de mange luftangreb tyde på, at russerne ikke kan stille meget andet op på slagmarken i øjeblikket.

- Hvis russerne virkelig havde kampvogne, infanteri og alt det, der skulle til for at lave en stor fremrykning i sydøst, så tror jeg, de ville gøre det, for det er jo primært der, de er interesserede i at tage noget land. Derfor virker luftangrebene som det eneste, de kan, siger han.

Shahed-droner er billigere end Ukraines luftforsvarssystem

Luftangrebene er typisk blevet udført af en kombination af krydsermissiler, ballistiske missiler og iransk-fremstillede Shahed-droner.

Dronerne, der også bliver kaldt kamikaze-droner, er billige og hurtige at fremstille, og selvom teknologien i dem er simpel, så kan de alligevel have stor effekt, fortæller Jakob Clod Asmund.

Langt de fleste droner og missiler er blevet skudt ned af det ukrainske missilforsvar, og relativt få personer er omkommet eller kommet til skade.

Men det kan også være en del af Ruslands strategi, at få Ukraine til at bruge sit dyrebare luftforsvar, der primært består af Patriot-systemer, som de har fået doneret fra Vesten, fortæller Jakob Clod Asmund.

- Shahed-dronen er langt billigere og meget hurtigere fremstillet end de missiler, der kan sidde i Patriot-systemet, siger han.

- Så man kunne godt forestille sig, at der i Ruslands strategi også ligger et forsøg på af få Ukraine til at løbe tør i deres nuværende forsvar. I det tilfælde er der ikke noget bedre og billigere at gøre det med end med noget som Shahed-dronen.

Og pris og hastighed på våbenleverancerne kan i sidste ende blive det, der afgør krigen, vurderer han.

- I en krig skal man i sidste ende kunne producere mere krigsmateriel og ammunition end sin modstandere. Ellers så vil det være det, man taber på, uanset hvor god strategien er.

Regeringen vil med sit udspil til et nyt forsvarsforlig øge bidraget til Ukrainefonden med et tocifret milliardbeløb. Det kan du læse mere om her.