Russisk ambassadør: Briternes sanktioner er en fjendtlig handling

I Rusland ser man på den diplomatiske krise med dyb alvor og stor frustration, fortæller DR's Rusland-korrespondent.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, annoncerede for kort tid siden en række sanktioner mod Rusland. (Foto: handout © Scanpix)

Storbritanniens sanktioner mod Rusland er fuldstændig uacceptable, kortsigtede og bliver betragtet som en fjendtlig handling mod Rusland.

Sådan lyder reaktionen fra den russiske ambassade i Storbritannien, efter den britiske premierminister for kort tid siden meddelte, at 23 russiske diplomater bliver udvist af landet.

- Hele ansvaret for nedbruddet i forholdet mellem Rusland og Storbritannien ligger hos det nuværende politiske lederskab i Storbritannien, lyder det i den skriftlige udtalelse fra Ruslands ambassadør i Storbritannien, Alexander Yakovenko.

Udvisningen er blot en af flere sanktioner, som Storbritannien nu indfører over for Rusland, efter den russiske ambassadør ikke reagerede på den deadline, som Theresa May havde sat for at komme med en forklaring på, hvordan den russiske nervegift Novichok er endt i Salisbury, England.

Britiske myndigheder: Giften var russisk

Det var her, at den tidligere russiske spion, Sergej Skripal, og hans datter, Yulia, den 4. marts blev fundet livløse efter et giftangreb. Ifølge de britiske myndigheder blev de forgiftet med Novichok - en nervegift, der blev udviklet i Sovjetunionen under Den Kolde Krig.

Ruslands regering er endnu ikke kommet med en modreaktion – men det vil den formentlig inden for ganske kort tid, vurderer Matilde Kimer, DR’s Ruslandskorrespondent.

- Det ville undre mig, hvis ikke den russiske reaktion svarede nogenlunde til de britiske sanktioner – præcis hvordan reaktionen bliver, kan man ikke spå om, siger hun.

Rusland: Urimeligt og ubegrundet

I Rusland er anklagerne blevet mødt med flere reaktioner – sarkasme, trusler og afvisninger. Men fælles for dem er, at man tager den eskalerende diplomatiske krise med Storbritannien særdeles alvorligt, fortæller Matilde Kimer.

- Jeg så et medie beskrive det som en stille krig, altså underforstået en krig uden våben, for det er det, vi er ude i.

- Vi er i en omfattende diplomatisk konfrontation, og Rusland oplever det som fuldstændig urimeligt og ubegrundet, og man har flere gange beskrevet det som et cirkus, som hysteri og som at Storbritannien fuldstændig har mistet forstanden. Det er den måde, man udlægger det, der foregår, på lige nu, siger Matilde Kimer.

Facebook
Twitter