Russisk ambassadør død efter skudangreb i Tyrkiet

På video fra angrebet ses gerningsmanden, der råbte "Glem ikke Aleppo".

Den russiske ambassadør, Andrej Karlov, skulle lige til at holde sin tale på udstillingen, da han blev skudt. (© ap)

Ruslands ambassadør i Tyrkiet, Andrej Karlov, er blevet skudt og dræbt af en ukendt gerningsmand ved åbningen af kunstudstilling i Ankara.

Det bekræfter en talsperson for det russiske udenrigsministerium Maria Zakharova ifølge Reuters.

- Den russiske ambassadør i Tyrkiet, Andrej Karlov, er død af sine skudsår efter et angreb i Ankara i dag, siger hun ifølge det russiske medie Russia Today.

Angrebet skete, da ambassadøren skulle holde sin tale til udstillingen 'Rusland set med tyrkernes øjne'.

Både USA og FN har allerede fordømt angrebet.

Rusland anser det for at være et terrorangreb og vil tage angrebet op med FN's Sikkerhedsråd, lyder det fra det russiske udenrigsministeriet ifølge Russia Today.

- Vi anser det for at være terror, siger Maria Zakharova

På en video af drabet ses gerningsmanden skyde Andrej Karlov:

- Gud er stor, råbte gerningsmanden ifølge nyhedsbureauet AP.

- Vi er efterkommerne af dem, som støttede profeten Muhammad for jihad.

- Glem ikke Aleppo. Glem ikke Syrien. Så længe Aleppo ikke er sikker, vil I ikke kunne føle jer sikre:

Det tyrkiske nyhedsbureau Anadulo Agency skriver, at gerningsmanden kort efter blev "neutraliseret".

Gerningsmanden var iført et sort jakkesæt og stod bag ambassadøren, da denne skulle til at holde sin tale.

Politiet er massivt til stede foran bygningen, hvor Andrej Karlov blev skudt:

Rettet kl. 10.38: Tidligere fremgik det ikke, at gerningsmanden råbte "Gud er stor" (Allahu Akbar).