Den russiske oppositionsleder, Aleksej Navalnyj, har fået ændret en betinget dom til tre og et halvt års fængselsstraf.
Det har en dommer i Moskva netop afgjort.
Ved retsmødet skulle dommeren tage stilling til, om Navalnyj havde brudt betingelserne for en dom, han modtog i en sag om underslæb tilbage i 2014 - en dom, som den Europæiske Menneskeretsdomstol har vurderet var "vilkårlig og urimelig".
Betingelserne for dommen indebar blandt andet, at Navalnyj skulle rapportere til fængselsmyndighederne mindst to gange om måneden.
Men gentagne gange sidste år skete det ifølge anklagemyndigheden ikke - heller ikke i tiden, efter at han var blevet udskrevet fra hospitalet i Berlin, hvor han modtog behandling for det giftattentat, han blev udsat for i august.
Navalnyj bevægede sig derimod frit rundt i Tyskland og gav blandt andet interviews, lød det fra anklagemyndigheden.
Navalnyjs oprindelige dom var på tre og et halvt år, men eftersom den 44-årige oppositionsleder allerede har afsonet en del af den i husarrest, bliver den endelige straflængde på to og otte måneder.
Gør det for "skræmme millioner"
Den 44-årige Navalnyj forlod Tyskland og vendte hjem til Rusland 17. januar, men han blev straks efter ankomsten anholdt af politiet og har siddet varetægtsfængslet lige siden.
I retten afviste han at have forbrudt sig mod betingelserne for sin prøveløsladelse og holdt en længere tale, hvor han flere gange latterliggjorde sagen og affejede den som politisk.
- Det er let at bure mig inde. Det væsentligste ved den her proces er at true et stort antal mennesker. De sætter en mand bag tremmer for at skræmme millioner. Jeg håber, det her vil blive set som et svaghedstegn, lød det fra Navalnyj.
Han opfordrede flere gange sine tilhørere til ikke at være bange, men fortsat bekæmpe det, han beskriver som almen lovløshed i Rusland.
- Man kan ikke sætte millioner og hundrede tusinder i fængsel. Og det håber jeg, folk vil begynde at forstå. Når de gør det - og det øjeblik kommer - vil man ikke være i stand til at sætte alle i fængsel, sagde han.
I retten var diplomater fra blandt andet USA, Storbritannien, Polen, Letland og Litauen mødt op. Deres tilstedeværelse blev kritiseret i skarpe vendinger af talsmanden for det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, der i et facebook-opslag kalder det for et "indgreb i en suveræn stats anliggender" og spørger, om det måske skal ses som et forsøg på at presse dommeren.
Foran retsbygningen i hovedstaden har der været massivt politiopbud, og allerede inden retsmødet gik i gang, var mange demonstranter mødt op for at vise deres støtte. Sidst på eftermiddagen var flere end 300 personer - heriblandt flere journalister - blevet anholdt ifølge den uafhængige observatørgruppe OVD.
Billeder viser, at også området omkring den Røde Plads i centrum af byen er blevet spærret af, ligesom der også er stort politiopbud ved flere områder i Sankt Petersborg.
Palads-video vist flere end 107 millioner gange
De seneste to uger er tusindvis af russere gået på gaden over hele landet for at vise utilfredshed med styret og for støtte den 44-årige oppositionsleder, der få dage efter sin anholdelse smed et es på bordet i form af en video.
Videoen retter anklager mod præsident Putin og viser et overdådigt palads, beliggende med udsigt over Sortehavet på et område, der dækker knap 18.000 kvadratmeter og til den nette sum af omkring otte milliarder kroner.
Paladset skulle angiveligt være finansieret af nogle af Putins allierede, som via en række stråmænd og skuffeselskaber har tappet pengene fra statskassen.
Putin har afvist påstandene i videoen, og siden har en af præsidentens nærmeste, forretningsmanden og milliardæren Arkadij Rotenberg, hævdet, at han er den retmæssige ejer af paladset.
Politiets hårdhændede måde at håndtere de seneste to ugers massive protester i hele Rusland har vakt international fordømmelse. Både EU og USA har luftet muligheden for nye sanktioner mod Rusland.
Du kan se mere om Navalnyj og protesterne i Rusland i Horisont klokken 21.25 på DR1 og DRTV.