Russisk general vil erobre hele det sydlige Ukraine, men det er utopisk og et PR-selvmål, siger ekspert

Ruslands næste mål at erobre hele det sydlige Ukraine, siger general Rustam Minnekajev.

Ukraines præsident, Volodomyr Zelenskyj, advarer om, at Rusland vil forsøge at erobre flere lande end Ukraine. (Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS © Ritzau Scanpix)

Det vakte opsigt, da den russiske general Rustam Minnekajev i går blev citeret for, at Rusland nu har indledt anden fase af "den særlige militære operation" i Ukraine, og målet er nu at erobre Donbass-regionen og hele det sydlige Ukraine.

Minnekajevs melding blev fredag bragt af flere russiske statsmedier ifølge det britiske medie The Guardian.

- Siden begyndelsen af anden fase af den særlige operation er en af opgaverne for den russiske hær at etablere fuld kontrol over Donbass og det sydlige Ukraine, siger Minnekajev.

Han forklarer, at det vil give landadgang til Krim og endvidere være et hårdt stød til den ukrainske økonomi, hvis Rusland kan indtage havnebyerne langs Sortehavet. Desuden vil det give landadgang til den prorussiske løsrivelsesregion Transnistrien i Moldova.

- Kontrol over det sydlige Ukraine er endnu en vej til Transnistrien, hvor der er beviser på, at den russisktalende befolkning bliver undertrykt, siger han.

Men det skal næppe tolkes som om, at Minnekajevs udtalelser er et udtryk for Ruslands officielle strategi i krigen i Ukraine, vurderer Anders Puck Nielsen, militæranalytiker med særligt fokus på Ukraine og Rusland ved Forsvarsakademiet.

Minnekajev er ikke en del af inderkredsen, og i realiteten er han "en mand, der ikke rigtig har noget med krigen i Ukraine at gøre, der sagde det til nogle andre, som heller ikke rigtig har noget med Ukraine at gøre."

- Der er forskellige ambitionsniveauer i Rusland og forskellige syn på, hvor meget man skal gå efter i Ukraine. Minnekajev giver udtryk for noget, der er en debat om. Det store spørgsmål er, hvilken af fraktionerne, der har Putins øre.

- Udmeldingen fra Putin har ikke været, at det her har været et mål. Men det kan godt være, at det bliver det, siger Anders Puck Nielsen.

Volodomyr Zelenskyj advarer om, at Rusland vil invadere flere lande end Ukraine. (Foto: GENYA SAVILOV © Ritzau Scanpix)

Ukraine og Moldova er bekymrede

Selvom vi næppe skal lægge for meget vægt på Rustam Minnekajevs udtalelser, så endte de med at gå lidt for viralt ifølge Anders Puck Nielsen.

Et af de steder, hvor Minnekajevs udtalelser har vakt opsigt er i Moldova.

I går indkaldte Moldova den russiske ambassadør i landet, Oleg Vasnetov, til et møde, oplyser landets udenrigsministerium på dets hjemmeside.

Det østeuropæiske land, der grænser op til Ukraine, har givet udtryk for "dyb bekymring" over kommentarerne fra Rustam Minnekajev. Udtalelserne kommer, efter Moldova i begyndelsen af marts formelt ansøgte om at blive medlem af EU.

Moldovas udenrigsministerium understreger på dets hjemmeside, at landet er ”neutralt”.

- Disse udtalelser er ubegrundede og modsiger Ruslands position, som støtter Moldovas suverænitet og territoriale integritet, skriver Moldovas udenrigsministerium på dets hjemmeside.

Ukraines præsident, Volodomyr Zelenskyj, mener, at Minnekajevs udtalelser viser, at Ruslands invasion ikke stopper ved Ukraine. Det sagde han i en tale fredag aften.

- Dette bekræfter, hvad jeg har sagt mange gange: Den russiske invasion af Ukraine er blot tiltænkt som begyndelsen, og bagefter vil Rusland erobre andre lande, siger Zelenskyj ifølge The Guardian.

Ukrainere i en skyttegrav omkring Donetsk i Donbass-regionen, hvor Rusland og Ukraine fortsat kæmper for kontrol over området. (Foto: Str © Ritzau Scanpix)

Et russisk selvmål

Det er ikke tilfældigt, at Zelenskyj er hurtig til at gribe Minnekajevs udtalelser og bruge dem til sin egen agenda, mener Anders Puck Nielsen.

- Ud fra et PR-synspunkt er det et kæmpe selvmål for russerne, at sådan en historie kommer frem. Det spiller direkte ind i, at Zelenskyj kan sige, at det er det, vi har sagt hele tiden, og nu er der en russisk general, der siger det, siger Anders Puck Nielsen.

Men Minnekajevs udtalelser passer heller ikke ind i den fortælling, som Rusland altid forsøger at sælge sin befolkning, når en krig skal begrundes, påpeger Anders Puck Nielsen.

Det er altid en heltefortælling om, hvordan Rusland hjælper nogle landsmænd, som er kommet i knibe, når styret skal legitimere en krig.

- Minnekajev siger bare, ’vi vil stjæle noget land’, og der er ikke noget ædelt i hans budskab. Derfor peger selve budskabet i en forkert retning, og det spiller direkte ind i Zelenskyjs dagsorden, siger Anders Puck Nielsen.

En anden væsentlig grund til, at Anders Puck Nielsen tvivler på, at Minnekajevs udtalelser skal tolkes som officiel russisk politik, er, at han vurderer, at Rusland ikke har militær kapacitet til at føre det ud i livet.

- Rusland er megapresset i øjeblikket med bare at indfri den del, det er at erobre Donbass, hvilket er et lillebitte hjørne i det østlige Ukraine.

- Ideen om, at de lige pludselig skulle få kapacitet til ikke bare at erobre Donbass, men også fortsætte langt vestover, den er helt utopisk. Rusland er slet ikke i en position, rent militært, hvor de har styrken til at gøre det, siger Anders Puck Nielsen.