Russisk journalist død efter mystisk fald fra balkon

Journalisten havde inden sin død afdækket, at flere russiske lejesoldater var blevet dræbt i Syrien.

Det var i den russiske by Jekaterinburg, at den 32-årige journalist boede. (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)

Den russiske graverjournalist Maksim Borodin er afgået ved døden, efter at han i sidste uge faldt ud af et vindue i sin lejlighed på femte sal.

Ulykken fandt sted torsdag, skriver BBC, hvor Maksim Borodin blev fundet hårdt såret på fortovet foran lejligheden. Han blev efterfølgende kørt til hospitalet, hvor han i går døde af sine kvæstelser.

Ifølge de lokale myndigheder i byen Jekaterinburg, hvor Maksim Borodin boede, er der intet, der tyder på, at der har fundet en kriminel handling sted.

Hans hoveddør var låst indefra, og der blev ikke fundet noget selvmordsbrev til de efterladte.

Men Polina Rumyantseva, der var hans chef på avisen New Day News, hvor russeren arbejdede indtil sin død, tror dog ikke, at der er tale om hverken et uheld eller et selvmord.

Vækket af sikkerhedsfolk

I ugerne op til havde den 32-årige journalist blandt andet skrevet om et hold russiske lejesoldater, der gik under navnet ”Wagner-gruppen”, som angiveligt var blevet dræbt i Syrien under en konfrontation med amerikanske soldater.

Maksim Borodin havde blandt andet afsløret, at tre af dem kom fra Ural-regionen, hvor Jekaterinburg er hovedstad. Og han havde tidligere afdækket en række politiske skandaler, skriver BBC.

Derudover var han dagen inden ulykken blevet vækket af maskerede sikkerhedsfolk, fortæller hans ven Vjatjeslav Basjkov.

Ifølge vennen havde Maksim Borodin ringet til ham onsdag morgen klokken 5.00 for at fortælle, at ”der stod en eller anden med et våben på hans altan, og at der stod folk i camouflagetøj og med masker på ude foran hans trappeopgang”.

Maksim Borodin havde dog efterfølgende ringet til Vjatjeslav Basjkov og fortalt, at der havde været tale om et hold sikkerhedsfolk, som havde været i gang med en øvelse af en art.

Fokus på journalisters arbejde

Selvom det fortsat er uvist, hvorfor Borodin døde, har sagen vakt stor opsigt i de internationale medier og i journalistkredse, fortæller DR’s Ruslands-korrespondent, Matilde Kimer.

- Sagen har både sat fokus på arbejdsvilkårene for de kritiske journalister i Rusland og på ytringsfriheden i landet, der bliver mere og mere indskrænket, siger hun.

Ifølge den amerikanske NGO Freedom House, der måler demokratiets tilstand rundt om i verden, ligger Rusland på 83. plads ud af 100, når det kommer til at værne om pressefriheden.

Så sent som i dag har de russiske myndigheder lukket den populære russiske besked-app ’Telegram’, fordi manden bag, Pavel Durov, ikke vil gå med til at afkryptere beskederne, som den russiske regering ellers har krævet.

Og flere kritiske journalister i Rusland, heriblandt Anna Politkovskaja, har igennem de seneste årtier mistet livet.

Sagen vil blive lukket

Men selvom sagen er blevet mødt med stor bevågenhed rundt om i verden, så vækker den ikke opmærksom inden for de russiske grænser, fortæller Matilde Kimer.

Og hun vurderer heller ikke, at sagen vil få det store efterliv.

- Politiet vil formentlig undersøge sagen og konkludere, at der var tale om selvmord, siger siger hun og fortsætter:

- Hans journalistkollegaer vil formentlig forsøge at grave videre i hans død, og det vil kunne kaste mere lys over den unge mands endeligt.