Russisk journalist dukker op efter at være meldt dræbt

Den fremtrædende russiske journalist Arkadij Babtjenko, der blev meldt dræbt tirsdag i Ukraine, er dukket op i live på et pressemøde.

Øjeblikket, hvor Arkadij Babtjenko til stor overraskelse for de fremmødte, dukker op i live til pressemødet.

Journalisten Arkadij Babtjenko, som i går blev meldt skudt og dræbt foran sit hjem i Ukraines hovedstad, Kijev, er alligevel ikke død.

I stedet dukkede han til eftermiddag op på et pressemøde, til stor overraskelse for de forsamlede journalister, som forventede at høre mere om drabsefterforskningen.

På pressemødet fortalte chefen for det ukrainske efterretningsvæsen, at Rusland beordrede et mord på journalisten.

Han sagde, at en ukrainsk borger tilbageholdt i sagen.

- Ifølge information modtaget af det ukrainske sikkerhedsvæsen, var mordet på den russiske journalist Arkady Babchenko beordret af det russiske sikkerhedsvæsen selv, lyder det fra efterretningschef Vasyl Hrytsak ifølge BBC.

Havde ikke informeret konen

Efterretningschefen fortalte, at det ukrainske efterretningsvæsen selv iscenesatte mordet på journalisten tirsdag.

Her blev Arkadij Babtjenko, ifølge hans kones senere forklaringer, skudt tre gange i ryggen, da han var på vej ud for at købe brød. Hun fik at vide at han døde i en ambulance på vej til hospitalet.

Men det var altså en iscenesættelse, som ifølge det ukrainske efterretningsvæsen skulle lokke russiske agenter frem af busken.

På pressemødet takkede Arkadij Babtjenko det ukrainske efterretningsvæsen for at redde hans liv, og beklagede "hvad folk har været igennem".

- Jeg har været tvunget til at begrave mine venner og kolleger mange gange og jeg kender den kvalmende følelse, sagde han ifølge The Guardian til de forsamlede journalister.

Særligt beklagede han over for sin kone, som han tilsyneladende ikke havde orienteret om sit iscenesatte mord.

Rusland: Vi er glade for at han er i live

Ifølge BBC udtrykker det russiske udenrigsministerium glæde over, at Arkadij Babtjenko er i live alligevel.

Talsmand Maria Zakharova siger, at journalisten og det iscenesatte mord bliver brugt af Ukraine til propaganda, ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.

Arkadij Babtjenko sagde på pressemødet at hans iscenesatte mord har været forberedt i to måneder. Det står stadig ikke klart, præcist hvordan det gik til, eller hvordan det ledte til pågribelsen af den ukrainske mistænkte.

Den ukrainske efterretningschef Vasyl Hrytsak sagde på pressemødet, at lejemorderen, som Rusland havde hyret til at gøre det af med Babtjenko, er en tidligere soldat fra Østukraine.

Ifølge Hrytsak blev han tilbudt knap 200.000 kroner for drabet.

Et billede fra pressemødet, hvor Arkadij Babtjenko dukkede op i live, efter han var meldt dræbt tirsdag. (Foto: Anders Byskov Svendsen Web og Mobil)

Hvem er Babtjenko?

  • 41-årige Arkadij Babtjenko er tidligere soldat og har som en af Ruslands mest kendte krigskorrespondenter blandt andet været kritisk over for russiske bombardementer i Syrien.

  • Han har også været efter Ruslands præsident, Vladimir Putin, ligesom han har betegnet Rusland som en aggressor mod Ukraine.

  • Han blev i 2015 hædret med Tucholsky-prisen af den svenske forfatterforening Pen, skriver nyhedsbureauet TT.

  • Prisen gives til forfattere og journalister, der har ydet en særlig indsats for ytringsfriheden.

Facebook
Twitter