Russisk leder: Danmark har opfundet russiske hackerangreb

Den manglende henvendelse fra dansk side må være et tegn på en konstrueret historie, skriver russisk nyhedsbureau.

Russerne mener, det handler om at finde en ydre fjende til at være afledningsmanøvre for indenrigspolitik, skriver det russiske nyhedsbureau Ria Novosti. (Foto: Pawel Kopczynski © Scanpix)

Danmark beskyldes for at have opfundet anklagerne om russiske hackerangreb mod det danske forsvar for at løse indenrigspolitiske problemer.

Sådan lyder det i en artikel af det statsejede russiske nyhedsbureau Ria Novosti, som også er kendt for at være talerør for den russiske regering.

Det fortæller DR's korrespondent i Rusland Matilde Kimer.

- De skriver, at Rusland ikke har modtaget nogen som helst henvendelse fra Danmark, og det tager man som et tegn på, at det er en kontrueret historie. Man mener, at det handler om at finde en ydre fjende til at være afledningsmanøvre for indenrigspolitik, fortæller Matilde Kimer.

I artiklen fra nyhedsbureauet udtaler lederen af Andet Europæiske Departement i det russiske udenrigsministerium, Igor Neverov sig om sagen.

- Der har ingen forespørgsler været, og hele dette emne er selvfølgelig konstrueret og spekulativt, fortæller Neverov til Ria Novosti

Ifølge ham er det ”et forsøg på at løse indenrigspolitiske problemer ved at lave ydre fjendebilleder”.

En lille historie i Rusland

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) oplyste tidligere på ugen, at en statsstyret russisk gruppe har hacket det danske forsvar og skaffet sig adgang til ansattes e-mails i 2015 og 2016.

Han afviste dog, at han vil tage kontakt til russerne, da han ikke forventer at få et svar. En udmelding, der fik hård kritik af de andre regeringspartier.

Den russiske stat afviste samtidig noget engagement i computerhacking.

Historien om hackerangrebet er dog heller ikke nogen stor historie i Rusland, fortæller Matilde Kimer.

- Danmark er en lille fisk. Det, der er interessant er, at Rusland udover at registrere, at Danmark er kommet med de her anklager, også konstaterer, at det ikke er fulgt op med andet end anklager, siger Matilde Kimer.

Claus Hjort Frederiksen er tilsyneladende ikke overrasket over den russiske udmelding i dag.

- Jeg gør mig ikke illusioner om, at russerne indrømmer angrebet – det har de jo heller ikke gjort i andre tilfælde. Til gengæld er det vigtigt at få truslerne frem i lyset, som man i øvrigt har gjort i en række andre lande, siger forsvarsministeren.

I rapporten fra Center for Cybersikkerhed lyder det, at hackerne havde sendt omkring tusind såkaldte phishingmail til specifikke medarbejdere tilknyttet Forsvaret. I de tilfælde, hvor specifikke medarbejdere faldt for tricket, kunne hackerne få adgang til mails og servere.

Gruppen bag angrebet er ifølge rapporten sandsynligvis hackergruppen APT28, også kaldet Fancy Bear.