Russisk oppositionsleder er udskrevet efter behandling mod nervegift

Efter 32 dages behandling på hospital i den tyske hovedstad mod nervegiften Novitjok udskrives Navalnyj.

Aleksej Navalnyj har forladt det hospital i Tyskland, hvor han blev behandlet efter sin forgiftning. (Foto: Shamil Zhumatov © Scanpix)

Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, der har været indlagt på et hospital i Berlin efter i Rusland at være angrebet med en nervegift, er udskrevet, skriver avisen Bild.

- Patientens tilstand var tilstrækkeligt forbedret, til at han kunne udskrives fra akut behandling, oplyser hospitalet onsdag ifølge Reuters.

Navalnyj blev for 32 dage siden fløjet fra Sibirien i Rusland til den tyske hovedstad.

Her har han i 24 dage været indlagt på intensivafdelingen på hospitalet Charité.

- Baseret på patientens fremskridt og nuværende tilstand, mener de læger, der har behandlet ham, at fuldstændig bedring er mulig. Det er dog for tidligt at vurdere de potentielle langtidseffekter af den alvorlige forgiftning, lyder meldingen fra hospitalet.

Tyskland har udbedt sig en forklaring fra den russiske regering på det, der ligner et attentat bestil højt oppe i det russiske bureaukrati.

Det afviser styret i Moskva, der ikke mener, at der er ført bevis for påstanden.

De tyske læger har givet udtryk for, at Navalnyj formentlig vil komme sig helt. Lægerne i Tyskland har med opbakning fra kolleger i Sverige og Frankrig konkluderet, at Navalnyj blev angrebet med det stærkt dødelige stof Novitjok.

I et opslag på Instagram i lørdags fortalte Aleksej Navalnyj, at han har problemer med at bruge sin telefon, hælde vand op og gå på trapper, da hans hænder er usikre og hans ben ryster.

Aleksej Navalnyj delte dette billede på Instagram i går, hvor han stadig var indlagt på hospitalet i Berlin. (Foto: handout © Scanpix)

Takker konen

Det var under en flyvning fra den sibiriske by Tomsk til Moskva 20. august, at Navalnyj faldt om med voldsomme smerter.

Flyet måtte gå ned i byen Omsk, hvor de russiske læger anbragte Navalnyj i kunstig koma. Her insisterede familien på, at han skulle bringes til Tyskland.

Instagram takker Navalnyj sin kone for, at han har klaret det.

- Julia, du har reddet mig.

/ritzau/

Facebook
Twitter