Russisk ostemager jubler over Vestens sanktioner: 'Jeg opfører et mindesmærke for Obama og Merkel'

Internationale uenigheder har ført til massive investeringer i russisk landbrug.

Ostemager Oleg Sirota kan takke Vesten og Ruslands uenigheder for, at hans forretning blomstrer. (Foto: Matilde Kimer © DR Nyheder)

Efterspørgslen på ost er eksploderet i Rusland, fordi de europæiske markeder er blevet lukket land for russerne.

De internationale sanktioner kom som reaktion på Ruslands aggressioner mod Ukraine og annekteringen af Krim-halvøen i 2014.

Og en af dem, der har lukreret på situationen, er den russiske osteproducent Oleg Sirota.

- Vi har et problem med at have ost nok. Der er efterspørgsel hele tiden, forklarer han.

Millionindsprøjtninger fra staten

Oleg Sirota har i årevis forsøgt at starte et mejeri. For fem år siden greb han en fremstrakt hånd fra den russiske stat.

- Dette mejeri har fået 3,7 millioner kroner i statsstøtte, som vi ikke skal betale tilbage - dem har vi bare fået. Til byggeriet af en kostald fik vi 1,8 millioner kroner, som vi heller ikke skal betale tilbage, siger han.

Hans historie er ikke enestående, for flere små mejeriproducenter har fået store milliontilskud for at vække interessen for et område, hvor der ikke plejede at være stor profit.

- Det står allerøverst på dagsordnen for den russiske regering at få udviklet mejerisektoren. Og der bliver postet rigtig mange penge i den sektor, siger Esben Juul Bergmann Schjødt, som er statskonsulent på Danmarks ambassade i Moskva.

Vil rejse statuer af vestlige ledere

I dag arbejder 20 ansatte døgnet rundt på Oleg Sirotas mejeri. Han mener, at der er sket enorme fremskridt i den russiske mejerisektor:

- Hvis folk for ti eller bare fem år siden sagde, at russisk ost smagte godt, så ville man sige, at det var en vittighed. Men de seneste år har vi haft en osterenæssance - og alle løber rundt og prøver at koge ost.

Oleg Sirota har anskaffet sig røde danske malkekøer og har vundet internationale priser for sin ost. Han tilskriver sin lykke de europæiske ledere, som indførte sanktioner mod hans hjemland:

- Jeg elsker dem alle! Og hvis de holder ved i ti år, så opfører jeg et mindesmærke for Obama, Merkel og Hollande, griner han.

Stadig lang vej igen

Der vil formentlig gå nogle år, før de russiske mejerier kan følge med efterspørgslen, vurderer Esben Juul Bergmann Schjødt:

- Der kommer helt sikkert til at ske en masse de næste tre-fem år. Men om det er nok til at blive selvforsynende, er et godt spørgsmål. For der er et stort efterslæb, understreger han.

Ifølge den russiske præsident, Vladimir Putin, vil Rusland eksportere fødevarer for over 300 milliarder kroner i 2024. Der er næsten dobbelt så meget, som landet eksporterede i 2019.