Russisk regeringskritiker om Facebooks landsforræderi-kategori: “Det minder mig om Stalins tid”

Russiske Jurij Jegorov er chokeret over Facebooks stempling af 65.000 russere som interesserede i ‘landsforræderi’.

Russiske Jurij Jegorov, der er regeringskritiker, er skræmt over, at Facebook har stemplet 65.000 russere som interesserede i landsforræderi, og at de russiske myndigheder potentielt kan finde ud af, hvem de er. Det fortæller han til DR, der er på besøg i hans hjemby Samara.

Jurij er 35 år. Han lever et helt almindeligt liv, hvor han tager på arbejde i sin lille forretning, tager hjem, laver mad og hygger sig med venner. Og ligesom mange danskere er han hele tiden logget på Facebook. Han kommenterer og liker alt muligt og deler skøre kattevideoer.

Men i modsætning til de fleste danskere, gør han sig umage med at ændre ord og

efternavne, når han skriver om politik og den russiske regering. Det gør han for at undgå at blive overvåget og stemplet af myndighederne.

- Jeg ændrer efternavne på højtstående embedsmænd eller præsidenten, alle fra de højere sfærer, bare sådan, at de ikke kan bruge det mod mig. Jeg tænker mig om en ekstra gang; er den her kommentar eller det her like virkelig nødvendigt? Det er kun inden for politik. I alle andre temaer kan du skrive uden problemer, siger Jurij Jegorov.

I dag kan P1 Orientering afsløre, at Facebook har registreret 65.000 russere som interesserede i ‘landsforræderi’, og at det er muligt for de russiske myndigheder at finde frem til, hvem de er.

Facebook har reageret ved at fjerne annonceinteressen ‘landsforræderi’ fra deres globale annoncesystem.

‘Ethvert øjeblik kan det banke på døren’

Jurij er ikke selv registreret som interesseret i landsforræderi. Men han kender folk, der er blevet taget af politiet for kommentarer, de har skrevet på sociale medier.

- Ethvert øjeblik kan det jo banke på døren, og der kan stå et par uniformer. Det sker ganske tit på grund af humoristiske ting, man har skrevet på nettet. Der er masser af eksempler på det, siger Jurij Jegorov.

I slutningen af juni fik en russisk mand to års fængsel for et opslag på det sociale medie Telegram, der er populært blandt russere.

- Jeg kender da nogle tilfælde, hvor folk er blevet anklaget for ekstremisme, fordi de har skrevet noget på sociale medier, siger Jurij.

‘Det minder mig om Stalins tid’

At Facebook har registreret 65.000 russere som interesserede i landsforræderi, minder ham om Ruslands fortid, hvor Stalin overvågede såkaldte landsforrædere i Sovjetunionen.

Tankerne falder også tilbage på resten af Europas historie. Det får Jurij til at tænke på Schindlers liste, bare omvendt.

- Schindlers liste var en liste med folk, der skulle reddes. Og det her er en liste med forrædere, mener Jurij.

Samtidig er han ikke overrasket over Facebooks indsamling og generering af data. Han er meget opmærksom på det i sin dagligdag.

- Selvfølgelig er det skidt, men vi lever i en tid, hvor vi hele tiden bliver efterforsket. Hvis nogen vil vide, hvor du er, så finder de ud af det. Sådan er det bare, sukker Jurij.

Facebook mener at de beskytter deres brugere tilstrækkeligt

Kritikken får Facebook til at fjerne ‘landsforræderi’ fra deres annoncesystem.

- P1 Orientering har rejst en række vigtige spørgsmål om, hvordan Facebooks annonceringssystemer fungerer, skriver Joe Osborne, der er talsperson for Facebook, i en kommentar til P1 Orientering.

Men de understreger, at ‘Virksomheder får ikke oplysninger om dig, der kan bruges til at identificere dig.’ Facebook understreger, at annonceinteresser og sympatier ikke er det samme. De mener altså ikke, at de 65.000 russere er registreret som ‘landsforrædere’, men som interesserede i ‘landsforræderi, der kan være en historisk interesse.

Facebook mener, at annoncesystemet giver brugerne en bedre oplevelse på Facebook.

- Vores mål er at sikre, at folk ser relevante og brugbare annoncer. Det er bedre for de mennesker, der bruger vores service, såvel som for annoncører. For at gøre dette skaber vi annoncekategorier baseret på folks interesser i forskellige emner, fortæller Joe Osborne, der er talsperson for Facebook.

Det er fornuftigt, at Facebook fjerner denne annoncekategori, mener ekspert i Facebook annoncering Mikael Lemberg. Han har svært ved at se, hvorfor man overhovedet har skulle have sådan en annonceinteresse.

- Hvis jeg skal kigge på det som samfundsborger, synes jeg ikke det virker særligt konstruktivt for den demokratiske dialog, men derfor er det også positivt, at Facebook fjerner 'landsforræderi' nu, siger Mikael Lemberg.

Facebook
Twitter