- Knyt næven og ræk den mod himlen. Slå den lige op i Nato!
Vi er på en skole i Kasan i det vestlige Rusland. Der er generalprøve på en skolekoncert i anledningen af d. 23. februar, Dagen For Fædrelandets Forsvarere.
Instruktionen kommer fra en underviser, mens pophittet “Jeg er russer” af kunstneren Shaman, brager ud af salens højtalere.
Dagen falder tæt på en anden mærkedag. D. 24. februar markerer étårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine.
- Hvorfor rækker I ikke hænderne op, er I ikke rigtige russere? spørger læreren med et grin, da et par elever er for længe om at reagere.
Optagelserne stammer fra det russiske aktivistmedie DOXA, og det er ét ud af flere eksempler på propaganda i russiske skoler.
Og det er scener som denne, der får alarmklokkerne til at ringe hos den russiske menneskerettigheds- og aktivistgruppe OVD.
Propaganda i børnehøjde
I en rapport, OVD har sendt til FN’s Børnekommission, peger de på, at børn og unge risikerer at blive offentligt udskammet eller ligefrem retsforfulgt, hvis de kritiserer Rusland. Især i forbindelse med krigen i Ukraine.
“Efter den 24. februar 2022 er retsforfølgelsen af børn for at udøve deres ret til ytringsfrihed steget”, konkluderer rapporten.
Daria Korolenko er jurist hos OVD og har været med til at skrive rapporten. Hun fortæller, at der i løbet af det seneste år er blevet skruet markant op for propaganda i børnehøjde.
- Efter invasionen er der blevet indført ny propaganda-undervisning, nye undertrykkende love og censur. Det har medført, at flere mindreårige bliver retsforfulgt, siger hun.
OVD har kendskab til syv sager om mindreårige, der er blevet retsforfugt for at kritisere krigen. De har også en længere række eksempler på sager, hvor myndighederne har været involveret, men hvor det ikke er endt i en straffesag.
I følge Daria Korolenko er det ikke er nyt for Rusland, at myndigheder kan slå ned på børn, der udtrykker en holdning, som systemet regner for forkert. Men i takt med, at skolerne er blevet bedt om at undervise eleverne mere i krigsrelaterede emner, ser OVD flere og flere eksempler på, at børn kommer i klemme.
For eksempel er der indført en særlig slags klassens time, der bliver kaldt “samtaler om det vigtige”. Der er det meningen, at lærerne og eleverne skal tale om emner som patriotisme, selvopofrelse og andre værdier, der er relateret til krigen. Timen afholdes en gang om ugen sammen med en flagceremoni.
'Kreml har fokus på børn'
Selvom skoler i andre lande, som for eksempel USA, også holder flagceremonier for børn, så får det alligevel en anden klang her. Her bliver det nemlig knyttet temmelig direkte til den krig, der foregår. Det siger Katrine Stevnhøj fra Københavns Universitet, der forsker i politisk aktivisme i Rusland.
Og hun mener også, at den russiske stat er blevet mere kontrollerende, siden Rusland invaderede Ukraine. Også når det gælder børn.
- Fra Kremls side har man faktisk et ret stort fokus på børn i lovgivningen. Det bliver tit fremført som om, at man skal beskytte børnene.
Hun forklarer, at Kremls forsøg på at skærme børn fra det, regeringen betragter som usunde holdninger, er blevet mere omfattende.
- Det er en kontrol, der siver helt ind i skolen, hvis børn har sagt eller tegnet noget krigskritisk. Så hele den her geopolitiske dagsorden er faktisk kommet helt ned på skolebænken, siger Katrine Stevnhøj.