Russiske efterforskere: Vagt slukkede alarmsystem før dødsbrand

Der var tilsyneladende alvorlige brud på sikkerheden ved brand i russisk indkøbscenter.

Et vidne taler i telefonen foran det russiske indkøbscenter, der brød i brand søndag. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Grunden til, at alarmerne ikke gik, da et russisk indkøbscenter i byen Kemerovo i går brød i brand, var, at en sikkerhedsvagt havde slukket alarmsystemet.

Det siger russiske efterforskere, der i disse timer borer i årsagen til storbranden og den efterfølgende reaktion fra indkøbscentrets personale.

Efterforskerne har fundet adskillige brud på reglerne for brandsikkerhed, både i "indkøbscentrets konstruktion og brugen af det".

Desuden var nødudgangene i bygningen blokeret, oplyser efterforskerne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den voldsomme brand, der brød ud søndag middag lokal tid, har kostet 64 mennesker livet, lød det tidligere på dagen fra den russiske minister for nødsituationer, Vladimir Puchkov.

- Vi må desværre meddele, at 64 personer er omkommet i tragedien, sagde han til nyhedsbureauet Tass.

Vidner: Vi fik ingen information

Flere vidner har fortalt, hvordan der udbrød panik i indkøbscentret, da det brød i brand.

Ingen alarmer gik, og der var ingen, som advarede storcentrets gæster over højtalerne.

- Der udbrød panik og kaos, da folk flygtede. Lysene gik ud, rulletrapperne og elevatorerne virkede ikke, og brandalarmen gik ikke i gang, fortæller et vidne på russisk tv til Channel One.

Anna Zarechneva befandt sig på den øverste af indkøbscentrets fire etager, da branden brød ud. Sammen med sin mand og søn var hun ved at se en film i centrets biograf, da en mand råbende løb ind i salen.

- Vi hørte ikke nogen alarm, der blev ikke engang tændt lys under filmen. Det er kun lige gået op for mig, at det kunne have været det sidste, vi foretog os, siger hun til AP.

Ifølge AP er fire personer blevet anholdt i forbindelse med branden.