Russiske forskere: Ny "lille istid" fra 2055

Det er slut med den globale opvarmning inden for nogle årtier, varsler russiske klimaforskere. Vi skulle i stedet være på vej mod en "lille istid". (Arkivfoto)

I stedet for stigende vandstand i havene skal verden forberede sig på en ny ”lille istid”, der vil indtræffe senest mellem 2055 og 2060 og vare mellem 45 og 65 år. Allerede fra i år vil der kunne iagttages et beskedent fald i de globale temperaturer. Det skriver Jylland Posten.

Stråler fra solen

Det mener en række russiske klimaforskere, herunder klimaeksperten Khabibullo Abdusamatov, der leder rumforskningslaboratoriet ved Pulkovo-observatoriet i Ruslands næststørste by, Skt. Petersborg. Ifølge ham skyldes den global opvarmning ikke udledning af drivhusgasser, men derimod ændringer i stråling fra solen.

Intet kan stoppe istiden

"Der kommer en nedfrysning, uanset om alle verdens lande sætter en stopper for udledning af drivhusgasser eller ej," siger han ifølge det statslige, russiske nyhedsbureau RIA Novosti.

I 2041 vil sol-aktiviteten nå et minimum, hvorefter en nedkølingsfase rammer Jorden senest omkring 2060. I de følgende op mod 65 år vil f.eks. Storbritannien opleve sibiriske temperaturer om vinteren, siger Abdusamatov.

Solpletter

Årsagen til nedkølingen skal findes i faldende solplet-aktivitet, påpeges det fra det russiske rumforskningslaboratorium, og den ny istid sammenlignes med den såkaldte ”lille istid” i årene 1645 til 1715, hvor Europa og Nordamerika oplevede ekstremt kolde vintre.

Over isen

For Danmark fik det den helt kontante følge, at en svensk hær på 7.000 mand i 1658 fra Jylland kunne gå over de tilfrosne bælter og angribe København. Ifølge de russiske forskere er det påvist, at solplet-aktiviteten i denne periode var nede på næsten en tusindedel af det normale. Det er det, der vil gentage sig, mener de.

Den kommende, kolde tidsepoke vil få omfattende og alvorlige økonomiske, sociale og befolkningsmæssige følger for flere end 80 procent af verdens befolkning, lyder det fra den russiske klimaekspert.

Facebook
Twitter