Russiske myndigheder truer med at tage børn fra demonstranter

Anklagemyndigheden i Moskva beskylder et forældrepar for at bringe deres søn i fare.

Ordensmagtensmagten satte hårdt ind over for de tusinder af utilfredse Moskva-borgere, der var troppet op ved demonstrationen den 27. juli. (Foto: TATYANA MAKEYEVA © Scanpix)

Et russisk forældrepar, der var til stede ved en forbudt demonstration i den russiske hovedstad den 27. juli, risikerer at få tvangsfjernet deres 1-årige søn.

Det beretter BBC.

Forældreparret havde barnet med ved demonstrationen, hvor aktivister markerede deres utilfredshed med, at politiske kandidater fra oppositionen er blevet udelukket fra at stille op til næste måneds lokalvalg.

Ved den forbudte demonstration blev mere end 1.000 personer anholdt.

I en udtalelse fra anklagemyndigheden i Moskva beskyldes forældrene for at bringe deres barn i fare ved at give ham til en tredjeperson og "dermed bringe drengens helbred og liv i fare," lyder det.

Derfor har man bedt en domstol om at tage forældreretten fra parret.

Forældrene siger til BBC, at de ikke havde planlagt at deltage i demonstrationen, men blot var ude at gå en tur, og at "tredjepersonen", de lod holde barnet på vej væk fra demonstrationen, er kvindens fætter.

I udtalelsen fra myndighederne i den russiske hovedstad peger man på, at man også efterforsker andre forældre, der havde små børn med til demonstrationerne den 27. juli og i weekenden.

Beskyldninger om afpresning

Truslen fra myndighederne har mødt kritik fra flere fronter.

Der er tale om en skræmmetaktik fra myndighedernes side, lyder det fra Yulia Gorbunova fra Human Rights Watch, over for The Guardian.

Men også personer fra det politiske system er imod trækket. Herunder Yevgeny Bunimovich, som er ombudsmand i Moskva i forhold til spørgsmål om børns rettigheder.

- Det er uacceptabelt at bruge børn til afpresning i en hvilken som helst politisk situation, siger han til nyhedsbureauet Interfax.

Politiet har sat hårdt ind over for demonstranterne, som har markeret deres utilfredshed både den 27. juli og i lørdags i den russiske hovedstad.

For mens myndighederne siger, at oppositionspolitikerne er blevet udelukket, fordi de ikke har indsamlet nok gyldige underskrifter i forbindelse med deres kandidatur, siger aktivister, at de er udelukket af politiske årsager.

Flere medlemmer af oppositionen er i den seneste tid blevet tilbageholdt af politiet:

Facebook
Twitter