Rutineret radiovært er BBC's bedst betalte

Radiovært Chris Evans er BBC's bedst betalte vært med en årlig løn på cirka 18,5 millioner kroner.

Chris Evans er til daglig vært på radiostationen BBC Radio 2's morgenprogram. (Foto: © Toby Melville / Reuters © Scanpix)

Man kan tjene mange penge på at lave radio i Storbritannien.

Det står klart, efter at den britiske mediegigant BBC - Storbritanniens svar på DR - onsdag udgav deres årlige rapport, der for første gang afslører, hvor meget koncernens bedst betalte tv- og radioværter tjener.

Her topper den 51-årige radiovært Chris Evans listen.

Han tjente mellem 2,2 og 2,25 millioner pund - det svarer til cirka 18,5 millioner kroner - i det forgangne år.

Chris Evans er til daglig vært på radiostationen BBC Radio 2's morgenprogram.

Nummer to på listen er den tidligere fodboldspiller Gary Lineker, der nu er vært for tv-stationen BBC Ones fodboldprogram "Match of the Day".

Han tjente mellem 1,75 og 1,8 millioner pund det seneste år. Det svarer til lidt over 15 millioner kroner.

Claudia Winkleman tjente mellem 450.000 og 500.000 pund - det svarer til mellem 3,7 og 4,2 millioner danske kroner. (Foto: SUZANNE PLUNKETT © Scanpix)

Den bedst betalte kvindelige vært hos BBC er tv-vært Claudia Winkleman.

Hun har siden 2013 været vært for programmet "The Great British Sewing Bee". Det sidste år tjente hun mellem 450.000 og 500.000 pund - det svarer til mellem 3,7 og 4,2 millioner danske kroner.

Den store lønforskel mellem BBC's mandlige og kvindelige værter har fået generaldirektør Tony Hall til at sige, at der skal "gøres noget" ved kønsbalancen i koncernen.

- I øjeblikket er to tredjedele af dem, der tjener mere end 150.000 pund om året, mænd.

- Vi har sat et klart mål for 2020: Alle vores værtstjanser skal være lige fordelt mellem mænd og kvinder, siger Tony Hall i BBC's årlige rapport.

/ritzau/

Facebook
Twitter