Ryborg: Mudret magtspil afgør Vestagers chancer i EU

I aften indleder EU's stats- og regeringschefer slagsmålet om formandspost.

Kandidat til at blive ny formand for EU-Kommissionen, Margrethe Vestager, stemmer på Københavns Rådhus ved Europa-Parlamentsvalget i søndags. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Der er ingen manual at støtte sig til, når EU's stats- og regeringschefer i aften mødes for at tage hul på slagsmålet om, hvem der skal være formand for EU-Kommissionen, når Jean-Claude Juncker forlader posten 1. november.

Faktisk er situationen endnu mere mudret, end den plejer at være.

Den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager er lige nu er blandt bookmakernes favoritter til topposten, men hun deltager i et spil, hvor ingen præcis kender reglerne.

Formålet med topmødet i aften var oprindeligt at træffe en hurtig beslutning om formandsposten.

For at forstå baggrunden for denne plan - og hvorfor den måske går i vasken - er vi nødt til at spole tiden tilbage.

Se nogle af de politikere, der er blevet nævnt som mulig ny formand for EU-Kommissionen i billedserien:

  • Tyske Manfred Weber er spidskandidat for den kristenkonservative gruppe i EU, EPP. (Foto: CLEMENS BILAN © Scanpix)
  • Hollænderen Frans Timmermans er socialisterne i EU's spidskandidat til formandsposten. (Foto: ALEX HALADA © Scanpix)
  • Margrethe Vestager er en af spidskandidaterne fra den liberale gruppe i EU, ALDE. (Foto: OLIVIER HOSLET © Scanpix)
  • Franske Michel Barnier, der fungerer som EU's brexit-chefforhandler, er et andet konservativt bud på posten. (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)
  • Formanden for Den Internationale Valutafond IMF, franske Christine Lagarde, er blandt bookmakernes favoritter. Hun er konservativ. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)
  • Kristalina Georgieva fra Bulgarien er tidligere næstformand for EU-Kommissionen og har været chef for Verdensbanken. Hun tilhører den konservative gruppe i EU. (Foto: JASON LEE © Scanpix)
  • Hollands regeringsleder Mark Rutte er et bud på en liberal kommissionsformand. (Foto: MARCO DE SWART © Scanpix)
  • Statsminister Lars Løkke Rasmussen er blandt de navne, som jævnligt er dukket op i debatten om EU's topposter. (Foto: THOMAS SJØRUP © Scanpix)
1 / 8

Magtspillet

Indtil 2014 kunne man som tommelfingerregel regne med, at hvis et navn var blevet nævnt i tiden før de afgørende forhandlinger om EU's topposter, så var der nærmest statsgaranti for, at vedkommende ikke fik jobbet. Det gik i stedet til en kompromiskandidat.

Der var for eksempel ikke mange, der havde tænkt på portugiseren José Manuel Barroso, før han i 2004 blev formand for EU-Kommissionen.

Men før valget til Europa-Parlamentet i 2014 besluttede partierne i parlamentet, at valgresultatet skulle være udslagsgivende for, hvem der fik posten som kommissionsformand. Partierne lavede den såkaldte "spidskandidatproces" og gav hinanden håndslag på, at den spidskandidat, hvis partigruppe fik flest stemmer ved valget, skulle være formand for Kommissionen.

- Begrebet spidskandidat er ikke nævnt i EU-traktaten. Det er noget, som Europa-Parlamentet har opfundet som led i et magtspil mellem parlamentet og stats- og regeringscheferne, forklarer Ole Ryborg.

Det var vel at mærke et magtspil, som Europa-Parlamentet - til de fleste analytikeres overraskelse - vandt i 2014, da den konservative spidskandidat Jean-Claude Juncker blev udnævnt til formand for EU-Kommissionen.

Men det betyder langtfra, at spidskandidatprocessen nu er blevet stadfæstet i EU.

Hvad siger EU-traktaten?

  • Formelt set er det EU's 28 stats- og regeringschefer, der i fællesskab indstiller en kandidat til posten som formand for EU-Kommissionen.

  • Herefter skal Europa-Parlamentet så godkende eller forkaste den pågældende kandidat.

  • I Lissabon-traktaten fra 2009 blev det dog indskrevet, at stats- og regeringscheferne fremover skulle indstille formanden ”under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet”.

Ville ignorere proces

Der er to grunde til, at vi ikke umiddelbart skal regne med en gentagelse af processen fra 2014, når der i den kommende tid skal sættes navn på formandsposten.

For det første mener mange stats- og regeringschefer i EU, at Europa-Parlamentet kuppede udnævnelsen i 2014, og det skal ikke have lov til at gentage sig, mener de.

- Mange af EU-lederne bryder sig ikke om det her spidskandidatræs. De havde sådan set regnet med, at de kunne ignorere processen, siger Ole Ryborg.

- Hele tanken med topmødet i aften var at træffe en hurtig beslutning, inden Europa-Parlamentet kom for godt i gang.

Men parlamentet har siden fået et stærkt kort på hånden. Valgdeltagelsen ved valget til Europa-Parlamentet i sidste uge blev nemlig uventet høj og giver parlamentet en folkelig opbakning, som det gør det langt sværere for stats- og regeringslederne at ignorere Europa-Parlamentets ønsker.

Men stærke spillere som den franske præsident, Emmanuel Macron, vil helt sikkert alligevel forsøge at bremse den konservative tysker Manfred Weber, som ellers er den spidskandidat, hvis gruppe fik flest stemmer ved valget i sidste uge.

Et makkerpar fra dengang, EU udnævnte kompromiskandidater til topposter: Jose Manuel Barroso og Herman van Rompuy. (Foto: JOHN THYS)

I splid med sig selv

Den anden forklaring, på at Europa-Parlamentets spidskandidatsproces kan blive afsporet denne gang, skal findes internt i parlamentet.

- Lige nu er der et kæmpe slagsmål internt blandt politikerne i Europa-Parlamentet, fortæller Ole Ryborg.

I modsætning til 2014 føler de andre grupper i parlamentet sig nemlig ikke forpligtet til at bakke op om Manfred Weber.

Den liberale gruppe ALDE, hvor Margrethe Vestager er blandt spidskandidaterne, er for eksempel decideret modstandere af processen.

På samme måde har den socialdemokratiske gruppe i parlamentet S&D undladt at stille sig bag Manfred Weber. I stedet fastholdt en talsmand for gruppen efter valget til Europa-Parlamentet, at man holder fast i sin egen spidskandidat, hollænderen Frans Timmermans.

Facebook
Twitter