Rygeforbud giver færre engelske rygere

En britisk undersøgelse dokumenterer for første gang, at et rygeforbud får flere til at holde op med at ryge.

Indførelsen af rygeforbud i Storbritannien har medført, at der ryges 1,9 millioner færre cigaretter om året. (© colourbox.com)

Når det er forbudt at tænde sig en smøg på pubben eller arbejdet får det flere til at droppe cigaretterne. Det konkluderer forskere i England, hvor en undersøgelse der bliver offentliggjort i dag for første gang dokumenterer hvilken indflydelse et rygeforbud har på folks rygevaner.

Mindst 400,000 englændere er holdt op med at ryge i tiden efter at rygeforbuddet blev indført i England for et år siden, 1. juli 2007.

- Det er det største fald i antallet af rygere nogensinde, siger læge Robert West fra University College London, der har været med til at lave undersøgelsen.

Ens hos rige og fattige

- Effekten kan ses i alle sociale lag, både hos fattige og rige. Jeg havde aldrig forventet en så opsigtsvækkende påvirkning, siger Robert West.

Det er den britiske organisation Cancer Research, som udfører og støtter kræftforskning, der står bag undersøgelsen. Forskerne har talt med 32,000 rygere og ikke-rygere i ni måneder op til forbuddet trådte i kraft og i ni måneder efter at det var blevet forbudt at ryge på offentlige steder. Mens det før rygelovgivningen var 1.6 procent af rygerne, der kvitterede cigaretterne, steg andelen til 5.5 procent i tiden efter.

Undersøgelsen er den første af sin slags i at se på konsekvensen af at indføre et rygeforbud - noget som en lang række europæiske lande har gjort, inklusive Danmark. Fra den 15. august 2007 blev det også i Danmark forbudt at ryge på alle offentlige steder.

Kræftens Bekæmpelse er overrasket

De engelske resultater kommer bag på Kræftens Bekæmpelse:

- Umiddelbart synes jeg det lyder som et overraskende stort tal. Vi har kigget på situationen i Danmark i forbindelse med vores lovgivning og der har vi ikke set så stort et fald, siger Niels Them Kjær, der er projektleder for rygestop-gruppen i Kræftens Bekæmpelse.

Det danske rygeforbud er ikke nær så skrapt som de engelske, fordi det stadig er tilladt at ryge indenfor, blandt andet i særlige rygerum og på værtshuse under 40 m2. Derfor vil effekten ikke være ligeså tydelig her i landet:

- Jeg kunne forestille mig at en af årsagerne er, at man i England er gået videre med lovgivningen end man har gjort i Danmark. De har ikke nogen undtagelser i deres lovgivning, så man kan ryge i rygekabiner eller på mindre værtshuse. I England skal man gå udenfor, hvis man vil ryge, fortæller Niels Them Kjær.

1,9 millioner færre smøger om året

Ifølge analyseinstituttet Nielsen er salget af cigaretter i England faldet med seks procent det seneste år - det svarer til at der bliver røget 1.9 milliarder færre cigaretter om året. Ud over rygeforbuddet er det også blevet forbudt for unge under 18 år at købe cigaretter - og samtidig har ekstraafgifter gjort det meget dyrere at ryge for englænderne.

Den engelske rygelov vil forebygge 40,000 dødsfald på grund af rygning i løbet af de næste 10 år, vurderer forskerne.

- Rygeforbuddet blev indført for at beskytte de ansatte mod at blive udsat for de sundhedsskadelige konsekvenser af passiv rygning. Nu viser resultaterne af undersøgelsen også at loven har fået rygere til at droppe cigaretterne. Lovgivningen redder liv, siger Jean King, der leder Cancer Researchs afdeling for tobakskontrol.

Facebook
Twitter