Så lidt er pengene værd i Venezuela: Wendy bruger bolivar til at lave tasker

I Caracas sælger Wendy Gonzales pengetasker - bogstaveligt talt - til omkring 30 danske kroner.

Hvad stiller man op med en pose fuld af værdiløse pengesedler?

Man fletter dem naturligvis sammen til en taske og tjener penge på at sælge dem på gaden.

Det er i hvert fald sådan, Wendy Gonzales, der bor i den venezuelanske hovedstad Caracas, har fundet på at anvende bunkevis af bolivar, der ikke længere kan bruges som betalingsmiddel i det økonomisk kriseramte land.

- Der er vel 800.000. Som før var rigtig, rigtig mange penge. Nu er de intet værd, siger Wendy Gonzales til DR's Sydamerika-korrespondent, Kristian Almblad.

Hun er enlig mor til seks og sælger taskerne til omkring 30 danske kroner på gaden i Caracas.

Nye penge tæt på værdiløse

Ifølge den Internationale Valutafond nåede stigningen i forbrugspriser i landet sidste år helt op over en million procent, og den skyhøje inflation vidner om en økonomi, der mildest talt er vingeskudt.

Det koster dagligvarer i Caracas

  • Toiletpapir, to ruller: 4.500 bolivar

  • Kylling pr. kilo (sælges normalt i 2,5-3 kilo): 5.000 bolivar

  • Kaffe pr. kilo: 20.000 bolivar

  • Ris pr. kilo: 4.000 bolivar

  • Før valutaen i Venezuela i sommer blev udskiftet, og sedler med fem færre nuller blev sendt i omløb, var priserne stukket af. Her ses hvor mange stakke af den gamle bolivar, en kylling, mel og ris kostede i august. Priserne er nu igen tårnhøje for dagligvarer. (Foto: Carlos Garcia Rawlins © Scanpix)
  • Et kilo mel nåede sidste sommer op på en pris af 2,5 millioner bolivar. (Foto: Carlos Garcia Rawlins © Scanpix)
  • Et kilo ris kostede i sommer også 2,5 millioner bolivar. (Foto: Carlos Garcia Rawlins © Scanpix)
1 / 3

Og selvom regeringen sidste år forsøgte at imødegå krisen ved at nedskrive værdien af bolivar og sende sedler i omløb med fem færre nuller, er situationen seks måneder senere stort set uforandret.

Pengene rækker simpelthen ikke, og i dag er de mindste sedler af den nye bolivar stort set uden værdi.

- Ikke engang i bussen vil de have dem. Hvis du går ind i bussen og siger, du vil betale med dem, siger han bare nej, fortæller Wendy Gonzales.

Præsident Nicolas Máduro har flere gange hævet mindstelønnen, så den nu er 18.000 bolivar om måneden, svarende til omkring fem amerikanske dollar eller i omegnen af 25 danske kroner.

Men lige meget hjælper det i et land, hvor toiletpapir er en luksusvare, og hvor et halvt kilo kaffe er mere end halvdelen af en månedsløn.

Facebook
Twitter