Så voldsom er orkanen Irma

Den tropiske orkan Irma har middelvinde på over 69 m/sek., men hvad betyder det egentlig?

Da stormen Allan hærgede Danmark i efteråret 2013, blev cykler, tagstene og træer kastet rundt.

Allan havde en middelvind på knap 40 m/sek i sekundet, hvilket lige akkurat gjorde den til en kategori 1-orkan, som er den svageste på skalaen.

Og selvom det kan være stort set umuligt at stå fast ved sådanne vindstyrker, er det ingenting i forhold til den kraft, den tropiske orkan Irma i øjeblikket demonstrerer i det caribiske øhav.

Orkanens øje

Orkanen er en af de kraftigste, der har blæst ind over Atlanterhavet og er en såkaldt kategori 5-orkan, hvor middelvindene når helt op over 69 m/sek.

- Middelvinde betyder gennemsnittet over en periode på for eksempel ti minutter. Det vil sige, at der i de ti minutter vil være vindhastigheder over gennemsnittet og under, forklarer Aksel Walløe Hansen, lektor emeritus i klima - og geofysik på Niels Bohr Instituttet.

De stærkeste vindstyrker opstår lige udenfor orkanens øje, hvor er helt stille.

- Den store vind er i en vis højde lige uden for den såkaldte “mur”, og det er den vind, man måler orkaner og tyfoner på, siger Aksel Walløe Hansen.

På vej mod Puerto Rico og Cuba

Orkanen Irma er opstået over Atlanterhavet og har gradvist taget til i styrke over den sidste uge. Onsdag morgen er den gået i land på de Caribiske øer og fortsætter nordvest over mod øerne Puerto Rico, Cuba og op mod den sydøstlige del af USA.

På denne tid af året er tropiske orkaner ikke et særsyn. I sidste uge kæmpede store dele af den amerikanske delstat Texas mod orkanen Harvey, der dog hurtigt blev nedgraderet til tropisk storm.

Tropiske orkaner bliver målt ud fra den såkaldte Sapphire-Simpson skala. Orkanerne bliver inddelt baseret på deres middelvindstyrke, hvor kategori 1 er den svageste.

Kategori 1 - middelvind 32 til 43 m/sek

  • Beskrivelse: Meget farlige vinde som vil være skyld i nogen ødelæggelse”

  • Det betyder: Mennesker kan blive såret/dræbt af flyvende/faldende genstande. Store grene kan knække af træerne, og træer med svage rødder kan vælte. Vinduer i høje bygninger kan blive smadret af flyvende genstande, og tagbeklædning kan flyve af højhuse.

Kategori 2 - middelvind 42 til 49 m/sek

  • Beskrivelse: Ekstremt farlige vinde, der vil forårsage omfattende ødelæggelse

  • Det betyder: Betydelig risiko for at mennesker og dyr bliver såret eller dræbt af flyvende/faldende genstande. Betydelige skader på tage og den udvendige beklædning på højhuse. Mindre stærke murstensvægge kan kollapse.

Kategori 3- middelvinde mellem 49 og 58 m/sek

  • Beskrivelse: Frygtelige ødelæggelser vil forekomme.

  • Det betyder: Der er høj risiko for, at mennesker bliver såret eller dræbt af flyvende/faldende genstande. En høj andel af tage og udvendig beklædning på lejlighedsbyggeri vil blive ødelagt. Mange vinduer i højt byggeri vil blive blæst ud. Mange træer vil blive rykket op og blokere gader. Ingen strøm- og vandforsyning i en periode på et par dage til flere uger efter stormen.

Kategori 4 – middelvinde på 58 til 69 m/sek

  • Beskrivelse: Katastrofale ødelægger vil forekomme

  • Det betyder: Meget høj risiko for, at mennesker bliver såret eller dræbt af flyvende/faldende genstande. Ødelæggelser på en stor procentdel af de øverste etager i lejlighedsbyggeri. Stålrammer i gamle industribygninger kan kollapse. De fleste vinduer vil blæse ud i højhusbyggeri. De fleste træer vil knække eller blive revet op med rod. Elmaster vil vælte, og strømudfald forventes at vare i uger og måske måneder efter stormen.

Kategori 5 – middelvinde på 69 m/sek eller derover

  • Beskrivelse: Katastrofale ødelægger vil forekomme

  • Det betyder: Meget høj risiko for, at mennesker bliver såret eller dræbt af flyvende/faldende genstande, selv hvis man opholder sig indenfor i for eksempel beboelsesvogne eller træhuse. Betydelige ødelæggelser af bygninger med trækonstuktioner, hvor tagene vil blæse af. Ældre bygninger med metalstruktur kan kollapse helt. Mindre stærke murstensvægge kan vælte og være skyld i hele bygninger fald. Næsten alle vinduer vil blive blæst ud i højhusbyggeri. Næsten alle træer vil knække eller blive revet op med rod. Elmaster vil vælte, og strømudfald forventes at vare i uger og måske måneder efter stormen. Der vil være mangel på vand i længere tid og de fleste områder vil være ubeboelige i uger eller måneder.

Facebook
Twitter