Sådan gør dronning Elizabeth på Facebook

Det britiske kongehus er med helt fremme i de sociale medier. Kongehuset opdaterer status, tweeter og streamer fotos og video - især under jubilæet.

Over en halv million mennesker følger det britiske kongehus på Facebook.

Dronning Elizabeth er en ældre dame på 86, og hun fejrer i disse dage sit 60 års jubilæum på tronen. Men tro ikke at kommunikation ved hoffet kun foregår via lakforseglede dokumenter, der overbringes af lakajer.

Regenten følger levende med i, hvad der sker i omverdenen, og hvad der optager hendes landsmænd. Og hun står i spidsen for en organisation, der er særdeles aktiv på de sociale medier.

Ven med Lizzie på Facebook

I november 2010 åbnede det britiske kongehus en side på Facebook, hvor over en halv million mennesker har meldt sig som tilhængere af The British Monarchy.

Da siden åbnede, forklarede embedsmænd ved hoffet til BBC, at der ikke er tale om en personlig profil, men en fanside, hvor brugerne kan følge nyheder fra kongehuset. Siden giver også Facebook-brugerne mulighed for at følge med i, hvad dronningen og den kongelige familie foretager sig.

Følg de kongeliges kalendere

Facebook-siden har også en kalender, Court Circular, der beskriver den foregående dags offentlige kongelige arrangementer. Så selv om man ikke kan blive personlig ven med dronning Elizabeth på Facebook, kan brugerne følge med i nyt fra de kongelige og skrive til dronningen - noget mange benytter sig af i anledning af diamantjubilæet, hvor det vælter ind med lykønskninger til regenten.

Tidligere i 2010 åbnede kongehuset en photostream på den internetbaserede billedtjeneste Flickr, hvor kongehuset, billedbureauer og private kan dele billeder af de kongelige.

Tweet med dronningen

Det britiske kongehus sluttede sig til Twitter i 2009, og her er det også muligt at få flere daglige opdateringer om aktiviteter og nyt fra kongehuset.

I det hele tager er briterne meget aktive på Twitter, og dronningens 60 års jubilæum er flittigt omtalt under navnet #diamondjubilee.

I 2007 fik The British Monarchy sin egen kanal på youtube, kaldet The Royal Channel. Her lægger kongehuset små film ud med de kongelige, når de er på officielle opgaver.

Populær hjemmeside

Dronning Elizabeth er selv glad for at bruge internet og sende e-mails. Og allerede i marts 1997 åbnede det britiske kongehus sin egen hjemmeside. Det første år blev websiden besøgt af mere end 100 millioner brugere, hvilket gjorde den til en af de mest populære sider på internettet.

Det høje besøgstal er sikkert påvirket af, at prinsesse Diana døde i august 1997 - en begivenhed, der utvivlsomt fik mange fra hele verden til at søge informationer om den tidligere prinsesse på internettet.

Facebook
Twitter