Sådan ser hjemmekarantæne ud i det lukkede Wuhan

Sygeplejerske Li Tang fra Wuhan var ikke i tvivl, da hun mærkede corona-symptomerne.

Li Tings mand er dokumentarist og valget at filme, hvordan familien håndterede deres nye hverdag med coronavirus.

Li Ting har ikke forladt sit soveværelse siden i morges.

Hun ligger alene i sengen og med lukket dør. På den anden side af døren stiller hendes mand, Cai Kaihai, mad frem til hende. I dag er det kyllingesuppe.

- Hun ringede til mig lidt i ni om morgenen og sagde: ‘Jeg har det’. Jeg vidste med det samme, hvad hun mente, siger Cai Kaihai.

Li Tang er sygeplejerske på en akutafdeling i Wuhan. Det er også her, hun er blevet smittet med corona. Hun er blot en af de flere tusind læger og sygeplejersker, der i løbet af udbruddet bliver smittet med coronavirus.

Vi er i slutningen af januar, og hele Wuhan er netop blevet lukket ned. Der kører ingen form for offentlig transport i byen, alle skal holde sig indendøre, og det danske udenrigsministerium fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Hubei-provinsen, hvor Wuhan ligger.

Over 2.000 er smittet, og 56 mennesker har mistet livet til det nye coronavirus.

Læger og sygeplejersker i hospitalssenge

Siden januar har virusset spredt sig, og flere lande har mere eller mindre gjort som Wuhan og lukket ned. Dog på nær hospitaler og akutmodtagelser.

Her arbejder læger og sygeplejersker i døgndrift for at behandle det stigende antal patienter. Men deres arbejde i frontlinjen har også sine konsekvenser.

Ligesom Li Ting risikerer de i højere grad at blive smittet.

I Italien har læger blandt andet råbt op om, at de mangler det nødvendige udstyr for at beskytte dem selv mod smitte.

I alt er 4.268 læger og sygeplejerske blevet smittet af coronavirus i Italien, sådan lyder de seneste tal fra den 20. marts. På et enkelt hospital uden for Milano er 25 ud af 90 læger blevet smittet med coronavirus, skriver Reuters.

Men det gælder ikke bare landets hospitaler. Også plejehjem og praktiserende læger bliver ramt.

Samme mønster har været gældende i Kina.

I starten af marts oplyste landets sundhedskommission, at mere end 3.300 personer i sundhedsvæsenet var blevet ramt af coronavirus. Oveni havde 13 læger og sygeplejersker mistet livet.

Hverdagen med corona

Selv om Li Tings mand ikke var smittet med corona, anbefalede lægerne, at de begge gik i karantæne. Som den dokumentarist hendes mand er, valgte han derfor at filme familiens nye hverdag med coronavirus.

Blandt de dokumenterede øjeblikke er et hospitalsbesøg, hvor Ting Li er til en ct-scanning. Hun har været syg i godt to uger, og parret vil finde ud af, om hun er i bedring.

Svaret viser sig at være det modsatte. Dagen efter bliver hun indlagt.

Efter Li Ting havde været indlagt i over en måned, blev hun rask. Inden hun kunne komme hjem, måtte hun dog i yderligere 14 dages karantæne.

- Situationer som disse får en til at opdage, hvor vigtig ens bedre halvdel er, siger Cai Kaihai.

I toppen af artiklen kan du se øjeblikke fra families tid i karantæne, og på DRTV kan du se ugens Horisont og få hele familiens historie